Brevkasse om spiseforstyrrelser

Tjek her om der er kommet svar på dit spørgsmål

Af Louise Stokholm

Læs med når psykoterapeut (MPF) og indehaver, Louise Stokholm, svarer på dit og andres spørgsmål om spiseforstyrrelser.

Har du spørgsmål så skriv dem her.     

Afhængig af træning og spiseforstyrrelse?

Kære brevkasse

Jeg har læst lidt på bloggen og har et spørgsmål.

Jeg er 18 år gammel, har altid været en utrolig aktiv pige og arbejder som fitnessinstruktør, spiller masser af fodbold og elsker generelt at være aktiv.

For et par år siden begyndte jeg at ville “leve sundere”, jeg var i en periode på 5/2 kuren, bare for sjov og fik der åbnet øjnene for, hvad kalorier egentlig er for en størrelse.

Jeg lever meget meget sundt til hverdag og dyrker flere timers motion, både fordi jeg kan lide det, men også fordi det hjælper mig med at slappe af og giver mig en dejlig ro. Dog er det ikke bare fordi jeg har lyst, jeg får det dårligt i kroppen, hvis jeg ikke er aktiv og træner gennemsnitligt et par timer om dagen – plus minus.

Jeg tabte mig meget og fik grundet min spinkle fysik problemer med at fuldføre andet træning end kondition.

Jeg begyndte i perioder at leve efter meget strenge kostregler for at blive glad for min krop. Jeg tabte mig meget, og det hele spillede.

Men pludselig fik jeg “tilbagefald”. Jeg spiste pludselig alt hvad jeg kunne finde i køkkenet af usunde ting, hvilket resulterede i opkastninger og en følelse af, at jeg skulle træne endnu mere for at kompensere.

Jeg ved, at jeg har haft bulimi, men det er der ikke så mange, der ved.

(…)

De fleste ville sige, at jeg skulle fortælle det til mine forældre, men efter så lang tid, så kan jeg ikke. Jeg har i dag taget en del på i muskelmasse og er meget stærk, men jeg får stadig tilbagefald. Dog er jeg i tvivl om jeg et sted kan søge noget professionel hjælp og i så fald hvilken?

Håber meget at høre fra dig.

Lider jeg af Binge Eating Disorder?

Kære brevkasse

Det har taget mig dage at komme hertil, hvor jeg kan skrive dette. Det er nogle dage siden, måske faktisk 14 dages tid siden, at jeg blev stærkt påvirket af mine følelser. Jeg ved ikke af hvad, men jeg følte mig så klam, grim og tyk.

Tanken slog mig at der måske er mere bag mine tanker omkring mig selv, min krop som den er nu og det, at jeg bare ikke kan lykkedes med at tabe mig.

Har jeg måske en spiseforstyrrelse?

(…)

Jeg vil give dig et indblik i mit liv, som jeg ser det i forhold til mad, krop og selvværd….

D. 28.05.2018:
Så skete det igen. Jeg spiste og spiste, og så tog jeg lige lidt mere mad. Jeg spiste mere end, hvad to unge kvinder normalt ville gøre på en café. Jeg drak intet imens, jeg spiste bare. Det er ikke altid slik eller andet sødt men ofte almindelig mad. Mine tanker kører rundt:

“hvornår kan jeg tillade mig at spise det?”
“hvor meget kan jeg tillade mig, at spise?”

Mine tanker forsætter hele dagen, hvor jeg tænker på det næste måltid, og så kommer de sekundære tanker:

“hvordan kan du have lyst til mad, når du ser sådan ud?”
“du burde ikke spise så meget”
“du havde jo tabt dig, og så på Sense, det var så let”
“se hvor tyk du ser ud”

Tankerne fylder mere og mere. Tankerne om hvordan jeg ser ud og tankerne om, at jeg har taget på igen. Så kommer flere tanker:

“hvad tænker andre ikke om dig?“
“det er da ikke underligt, at folk aldrig roser dig for at se godt ud, når nu du har taget på”
“hvorfor tager du ud i offentligheden?”

Disse tanker fylder mere og mere, mens jeg sidder med tårerne trillende ned af kinderne. Jeg havde tabt mig tæt på 10 kg og var stadig overvægtig. Jeg er i dag 22, er 158 høj og vejer næsten de 90 kg igen.

(…)

Og nu sidder jeg her, og overvejer igen, om jeg kan have en spiseforstyrrelse? Også en som ikke på samme måde er anerkendt i samfundet? En spiseforstyrrelse mine forældre vil nægte, der findes? Jeg skal jo bare tage mig sammen og komme i gang igen.

Så hvad gør jeg nu?
Jeg håber, at du/I kan hjælpe mig.
Jeg vil ikke have det dårligt med mad, mine tanker om mig selv eller min krop mere!
Jeg vil ikke være syg, selvom jeg godt ved, at det ikke bare forsvinder nu.
Jeg er indstillet på, at der skal arbejdes for at tingene bliver bedre.

Håber I kan svare mig på mine spørgsmål:

Har jeg BED?
Hvad gør jeg, hvis jeg har?”

Du kan læse kvindens brev i sin fulde længde og mit svar i brevkassen her:

Min mor er overspiser – hvad gør jeg?

Kære brevkasse

Så længe jeg kan huske, har min mor været overvægtig. Ekstremt overvægtig.

I maj måned i år var hun så uheldig at falde i badeværelset. Jeg var heldigvis hjemme sammen med min far, og vi fik hende i fællesskab op at sidde på en stol. Men vi måtte ringe efter en ambulance, da hun ikke kunne støtte på sit ben.

Hendes reaktion på hele denne traumatiske oplevelse for mig var at ryste på hovedet og grine. Da hun sad på båren, gav hun mig en thumbs up, da hun så, jeg sad med tårene trillende ned af kinderne.

Da hun kom hjem fra sygehuset om aftenen med den besked, at hun ikke måtte støtte på benet i 4 uger minimum, kunne jeg bare ikke mere.

Jeg fortalte hende om alle de følelser, jeg gik med. Jeg råbte af hende. Spurgte hende om hvorfor, vi skulle tage hensyn til hende og hendes følelser, når hun aldrig havde tænkt på vores.

Efter nogle minutters råben af hende gav jeg hende et ultimatum.

Jeg sagde til hende, at hvis hun ikke tog sig sammen, så kunne vi ikke have det samme forhold til hinanden mere.

Jeg kunne ikke mere, og jeg kan ikke mere.

(…)

Normalvægt og spiseforstyrret?

Kære Louise

I snart 10 år har jeg levet med bulimi og er efterhånden desperat for at finde en løsning. Sagen er dog den, at jeg faktisk flere gange har søgt hjælp men hverken min læge, daværende psykolog eller psykoterapeut tager mig alvorligt. Det er som om, at når man ser “normal” ud, er der ingen grund til bekymring.

Hvad skal jeg gøre, skriver kvinden, der også ønsker svar på, om antidepressiv er en løsning, når man er spiseforstyrret.

Mor med spiseforstyrrelse

Kære Brevkasse

Min søn er begyndt at udvise samme tegn som mig, når jeg har svært ved at rumme maden. Som voksen mor med en spiseforstyrrelse er jeg bekymret for min søn, som jeg ikke ønsker at præge i en forkert retning.

Sådan skriver en mor, der efterspørger gode råd til hvordan, hun tackler madsituationen med sin søn.

Spiseforstyrrelser og alkohol – to sider af samme sag?

Kære Louise

Jeg har læst og hørt dine nyhedsbreve og interviews og synes, du og dine samarbejdspartnere lyder meget sympatiske og vidende. Men I nævner aldrig alkohol.

Jeg overspiser 1-2 gange om ugen og arbejder med det ud fra dine råd, men jeg drikker også for meget vin (hver dag, ca.18-24 genstande om ugen). Jeg har samme følelse af kontroltab som ved overspisningen.

Er det to sider af samme sag, og er det noget, jeg kan arbejde med samtidig, eller skal jeg forholde mig til et af problemerne først?

Venlig hilsen anonym

Jeg kaster op – er det bulimi?

Kære Louise

Jeg er en kvinde på 43 år, som i de sidste knap 3 år har været i behandling for en spiseforstyrrelse. Jeg er i behandling på en psykiatrisk klinik i region Sjælland.

Jeg er blevet i tvivl, om jeg egentlig er syg, og om jeg fejler noget.
Jeg vil kort lige fortælle lidt om min baggrund. Jeg får type 1 diabetes som 18 årig og dette, har jeg aldrig accepteret.

Jeg brugte i mange år min insulin i kampen mod ikke at tage på i vægt. Ved at undlade at tage min insulin kan jeg tabe i vægt selvom, jeg spiser. Jeg har i gennem alle disse år gjort alt mulig for at holde min vægt nede.

De sidste 5-6 år har jeg taget en del på, og jeg vejer ca. 20 kg for meget. I disse år har jeg forgæves prøvet at tabe mig, men det er ikke lykkedes. Jeg misbruger vanddrivende piller, undgår måltider ind imellem og kaster op.

(…)

Overspisning og cheat day

Hej Louise

Jeg skriver til dig fordi jeg et års tid nu har prøvet forgæves at komme min mindre spiseforstyrrelse til livs selv – desværre uden held.

Jeg har i et par år arbejdet som model på fuld tid. Før jeg startede med at arbejde som model, havde jeg et ganske udemærket forhold til mad, men da jeg startede med at rejse meget tabte jeg mig meget i forbindelse med mit arbejde – omkring 10 kg, og jeg var på ingen måde overvægtig inden.

I virkeligheden anså jeg ikke vægttabet forårsaget af en spiseforstyrrelse. Det var mere af ren disciplin, for jeg mistede ikke som sådan lysten til mad, jeg tilsidesatte bare behovet for diverse ting fordi, jeg vidste, at det ikke ville gøre godt i forhold til at gøre det bedre jobmæssigt.

Desværre har det – siden jeg stoppede med at arbejde for et år siden – forringet min kontrol med mad.

Jeg overspiser på ingen måde hver dag, men de dage (oftest i weekenden) jeg giver mig selv lov til at have cheatday, mister jeg fuldstændig kontrol og overblik og ender med at spise, til jeg har det fysisk dårligt.

(…)

Hjælp til ro i sindet

Hej Louise

Jeg er en pige på 21 år. For lige at give dig en indsigt i min situation, vil jeg kort opridse den.

Da jeg gik i omkring 7. klasse fik jeg anoreksi, men kom ud af det via hjælp fra en psykoterapeut. I slutningen af 2.g blev jeg igen “ramt” af den her spiseforstyrrelse og var i et forløb med psykoterapeut og diætist. Til sidst kom jeg selv ud af det…

Årene herefter har jeg været “rask”, men aldrig egentlig følt mig helt rask. Lige siden har jeg haft det utroligt svært med spisning og med mit selvværd generelt.

For nogle måneder siden fandt jeg ud af, vha. psykoterapeut og læge, at jeg har symptomer på både angst og depression, og det arbejder jeg aktivt med lige nu, og er dermed også startet hos en egentlig psykolog.

Her får jeg rigtig god hjælp og vejledning, og det drejer sig blandt andet meget om, at jeg har det svært blandt min familie og netop med mig selv.

Den del jeg dog virkelig føler, jeg har brug for hjælp til lige nu, er den her følelse af at kæmpe med en indre spiseforstyrrelse. Jeg har snakket lidt med min psykoterapeut om det, men jeg skammer mig så meget, og jeg har derfor ikke sat hende særlig meget ind i situationen.

(…)

Skal eller skal jeg ikke sige det til min læge?

Hej Louise

Jeg har vildt ondt i maven over at skrive til dig med tanken om, at nogen skulle opdage hvad, det er, jeg gør ved mig selv…

Jeg har over en lang periode tabt mig ved egen hjælp, hvilket gik okay, men for langsomt synes jeg selv. Så for ca. 2 år siden betalte jeg for en personlig træner, og her startede det hele.

Jeg begyndte at kaste min mad op dagene inden vejning for ikke at skuffe mig selv eller min træner.

Og nu sidder jeg her, 2 år efter, og har lige haft kørt en periode igen på 2 mdr. med kostvejleder og vejning (vejer 68,6 og er 180 cm). Jeg havde lovet mig selv, at når forløbet her var slut, ville jeg ikke kaste maden op mere…

Nu skulle det være, men bare i dag er det gået galt to gange..

Jeg synes stadig selv, at jeg er for stor og ville gerne ned i vægt. Min drømme vægt er 65 kg.

Og samtidig ved jeg sku’ ikke hvorfor, jeg ikke bare kan spise sundt og ikke have behovet for det usunde, som jeg alligevel skynder mig at kaste op igen.

Da tanken om hvad jeg har spist, ikke er til at holde ud..

Skal eller skal jeg ikke kontakte min egen læge ??

Jeg vil for alt i verden ikke have, at mine børn, mand eller omgangskreds nogen sinde kommer til at vide noget om dette…

Mvh. Pige 30.

Spiseforstyrrelse – hvilken hjælp

Kære Louise

Jeg mener, at jeg har en spiseforstyrrelse. Jeg har siden, jeg var helt ung haft et anstrengt forhold til mad (jeg er 44 år). Jeg har en sød tand og kæmper med at styre min kost, således at jeg ikke bliver overvægtig. Mit problem er sukker afhængighed og overspisning af typisk brød hvis, der ikke er sukker i nærheden.

Jeg vejer ca. 5 kg. mere, end jeg gerne ville. Jeg har læst om alle kure i hele verden og følger med i alle trends – og ville gerne følge en kur, for ligesom at komme ud af sukkerafhængigheden og blive nulstillet. Men jeg kan ikke – jeg falder i meget hurtigt.

Jeg har yderligere det problem, at min fordøjelse ikke fungerer så godt. Dvs. at jeg lider ofte af forstoppelse. Det er et problem fordi, jeg bliver meget utilpas, og så tænker jeg også, at det er min egen skyld fordi, jeg ikke spiser sundt nok. Så jeg er for hård ved mig selv.

Grunden til at jeg selv mener, at jeg har en spiseforstyrrelse er, at jeg tænker på mad ALTID, hvad skal jeg spise, hvornår skal jeg spise osv.
For 20 år siden havde jeg korte perioder, hvor jeg kastede op efter overspisning, men det gør jeg aldrig mere.

Jeg ved, at det er en dårlig ide at gå på kur. Jeg ved, at jeg skal tale pænt til mig selv. Jeg ved, at jeg skal slappe af omkring restriktioner i forholdt til mad. Men jeg ved ikke hvordan, jeg skal gøre det.

Jeg er vandt til at tænke mad konstant – hvordan stopper jeg det?

Jeg har to børn, så der skal jo laves aftensmad og morgenmad og madpakker til familien – så det handler om mad mad mad.

Jeg er meget struktureret og laver altid madplan til hele ugen, men det fylder alligevel. Men mest tanker om hvad jeg selv skal / ikke skal spise.

Jeg vil gerne have hjælp, men jeg ved ikke hvilken form for hjælp, der kan hjæpe mig.

Håbe du har et bud.

Mvh. Eva

Konstant sulten

Hej brevkasse

Jeg overspiser. Ikke hver dag men har dage, hvor jeg bare ikke kan overskue livet og tager hjem. Inden jeg tager hjem, køber jeg alt usundt, man kan komme i nærheden af: sukker og chips og pizza, spiser det… kaster det op.. Siger til mig selv, “du gør det aldrig igen”, men så sker det en dag igen.

Jeg føler, at mad gør mig glad, får mig til at slappe af og er noget, jeg hygger mig med. Men jeg får dårlig samvittighed hver gang, jeg spiser mere end det lille stykke chokolade eller det enkelte stk. kage. Jeg kan ikke spise med måde. Det er umuligt for mig.

Jeg spiser normalt og sundt og har et stabilt blodsukker, men noget gør, at lige så snart jeg ikke kan finde ud af at spise med måde, så straffer jeg mig selv, om det så er sund mad eller usund.

Jeg føler bare konstant sult og sover endda fint nok om natten og er ikke decideret stresset. Jeg tror bare, at jeg har svært ved at acceptere alt i livet, eller føler en undskyldning for at skulle træne og svede de næste 5 dage efter mine overspisninger.

Jeg har brug for nogle gode råd. Jeg får ikke længere min menstruation og føler, at min mavesæk er udvidet så meget, så min sult er der hele tiden. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne acceptere alt.

Årsager til spiseforstyrrelser

Kære Louise

Jeg er en pige på 19 år, som har lidt af en spiseforstyrrelse fra jeg var 14.

Jeg synes selv at jeg er ved at komme ind i en god rytme hvad angår mad og motion, og er også begyndt at blive rimelig tilfreds med min krop.

Dog rammer det mig nogle gange at jeg ikke er ligeså tynd som jeg har været. Jeg vejer mig ikke, fordi det før har bragt meget store problemer for mig at se ‘tallet’, men jeg kan se på min krop at jeg er normalvægtig.

Jeg tror måske jeg vejer det samme som jeg gjorde da spiseforstyrrelsen begyndte, og det gør mig urolig. Jeg rammes af og til af en smule panik pga det, og får lyst til at veje mig. Det forstærkes hvis jeg ser billeder af mig selv fra år tilbage, hvor jeg var tyndere.

På den ene side er jeg glad for hvor jeg er nu, fordi jeg ved, det er det sundeste, men på den anden side kan jeg ikke lide følelsen af ikke at have kontrol, og jeg føler at andre mennesker dømmer mig på det (hvilket ingen nogen sinde har gjort).

Hvad gør jeg når jeg rammes af denne panikfølelse?

Derudover har jeg nogle gange meget svært ved at spise dessert, slik osv. sammen med andre – især med min kæreste. Jeg er nervøs for at han, og andre, vil tænke at jeg spiser meget og er tyk.

Jeg føler mig nogle gange skamfuld (især overfor mine forældre – bor stadig hjemme) når jeg spiser usundt eller hvis jeg spiser meget af én slags mad som jeg godt kan lide.

Hvordan kommer jeg mig over det, så jeg kan nyde maden i ro og mag med andre mennesker?

På forhånd tak.

Hvad er bulimi?

Hej Louise

Jeg håber så meget, at du vil besvare mit brev, da jeg er så fortvivlet og ikke ved, hvad jeg skal gøre.

Først udviklede jeg anoreksi, som jeg havde i 3 år. De sidste 2 år har jeg stadig fokuseret meget på mad, og det er endt i mange overspisninger. Ca. 5-7 gange om ugen.

For at jeg ikke tager voldsomt meget på, så dyrker jeg sindssygt meget motion. Kan det her godt være bulimi, når jeg ikke kaster op, eller er det tvangsoverspisning?

Jeg føler ikke, jeg kan styre det længere, og det går galt om aftenen.

Jeg er i den lave ende for at være normalvægtigt, men kan ikke klare min klamme krop længere. Mit liv er et rent skuespiller liv, fordi jeg altså skal være glad og indeni, er jeg så smadret.

Jeg har været i behandling mange gange for min anoreksi, men synes stadig, jeg er styret af en spiseforstyrrelse, og det har ikke hjulpet.

Hilsen Sofia

Tegn på ortorexi?

Kære Louise

Mit navn er Kathrine, jeg er 20 år, 170 cm høj og i morges vejede jeg 55.2 kg.

Jeg flyttede sidste sommer til New York og har været her i snart et år. I næste uge drager jeg hjemad – min bekymring er, at jeg undervejs i mit ophold er blevet alt for fikseret på mad, kalorier og hvad der end måtte høre til.

Jeg har sat mig en maximum vægt, der lyder på 60 kg. Nu er jeg fem kg under, men det svinger alt efter, om jeg er stresset osv. Jeg tror, at jeg var virkelig bange for at tage på, da jeg kom til USA, “de overvægtiges land”, og nu er det muligvis ved at tage overhånd.

Jeg fik for nyligt målt min fedtprocent hos min kiropraktor her i New York, og de målte den til 12,9. De sagde, at den var meget lav for en kvinde, og så blev jeg bange!! Jeg har ikke lyst til at være syg og vil bare være sund og rask og glad.

Jeg var glad indtil de sagde, at den fedtprocent var under det normale, for nu tænker jeg ENDNU mere over, hvad jeg spiser. Jeg prøver alt, hvad jeg kan for at tage på men aner ikke hvad, jeg skal gøre.

Jeg får ondt i maven, når jeg spiser for meget, og det er som om, min mave ikke kan rumme mega mængder af mad…. Og jeg ELSKER mad, så det er rigtig træls!!!

(…)

Tegn på bulimi?

Hej Louise

Jeg er en pige på 19 år. Her for en måneds tid siden startede jeg på højskole, og jeg synes, det er super fedt. Jeg går på danse-linjen, og det er jeg rigtig glad for.

Jeg har dog på det seneste ind i mellem haft en utrolig trang til at spise, og når jeg først går igang, kan jeg slet ikke stoppe. Det har så resulteret i, at jeg efterfølgende har kastet maden op igen.

Jeg har altid været ret slank og føler ikke, at jeg som sådan er bange for at blive tyk. Jeg føler mere at grunden til, at jeg kaster op, er fordi,jeg synes det er ubehageligt at have så meget mad i maven, og fordi det jo ikke er sundt.

Ind til videre har jeg kastet op 5 gange. Jeg forstår ikke, at jeg pludselig har fået de her problemer, da jeg jo er glad for at være her på højskolen.

(…)

Hvorfor er jeg afhængig af mad?

Kære brevkasse

Jeg har de sidste par dage studeret hjemmesiden og læst en masse. Jeg er blevet klar over, at jeg er meget sensitiv, da jeg kunne sige sandt til alle spørgsmålene i testen.

Jeg prøver for tiden at tage “en kold tyrker” for afhængigheden af usunde ting, sukker osv. Min logik siger mig, at jeg må føle mig som en ryger, og at jeg skal have mit “fiks” (min mad).

Jeg har i mange år været klar over, at jeg led af BED (af det engelske Binge Eating disorder. På dansk: tvangsoverspisning, red.), men har ikke haft råd eller følt overskud til de store behandlinger af professionelle.

Min store søgen er: Hvorfor har jeg brug for den trøstende spisning?! Jeg kan simpelthen ikke finde frem til det!

(…)

Nu med en spiseforstyrrelse – hvad gør jeg?

Kære brevkasse

I går nat kl 0230 fik jeg nok. Efter endnu en omgang tvangsoverspisning, lå jeg i sengen, med blodsukkeret pumpende i hele kroppen, og de samme skamfulde tanker:

-Føj hvor er jeg klam, tænk hvis nogen så mig

-Hvorfor gjorde jeg det igen

-Hvad er der lige galt med mig

-I morgen er det ekstra træning og ordentlig mad, så jeg kan blive sund igen..

Jeg kan huske, at jeg engang for et halv års tid siden havde fundet nogle gratis møder i Århus, som man kunne gå til, og jeg gav mig til at surfe på nettet efter dét. Jeg kunne ikke finde dét. Jeg faldt over et online foredrag på klinikforspiseforstyrrelse.dk, hvor der bliver fortalt om tvangsoverspisning, problemstillinger, årsager og diagnose for denne.

Som jeg lå der i sengen og lyttede til foredraget og definitionen på, hvornår man lider af BED, så begyndte tårerne at trille ned at kinderne. Flueben, flueben, endnu et flueben. ALT passede på mig og min opførsel.

(…)

Jeg kan på ingen måde finde råd i budgettet til dyre hypnose-konsultationer, psykolog besøg osv.

Jeg bor i Karup og kender ikke til nogen gratis behandlingsmuligheder på den her side af Storebæltsbroen. Ingen støttegrupper eller noget. Ergo, jeg har mig selv. Og er det nok? Jeg er bange for at finde ud af det! Har endelig vedkendt mit problem, og er virkelig motiveret og klar til at få mit liv tilbage. Men hvordan gør jeg?

Er det en spiseforstyrrelse?

Kære brevkasse

Jeg har siden jeg var 12 år været meget fokuseret på krop, mad og udseende. Jeg har flere gange snakket med læger, sygeplejersker og psykologer. Men ingen har rigtig ville sætte ord på mit problem. Den ene psykolog sagde, at hun ikke vidste om jeg var spiseforstyrret nok til at sige, at jeg havde en spiseforstyrrelse.

Det har gået op og ned i mange år, med sultning, opkastninger og afføringsmiddel. Jeg er nu 20 år, og mad og udseende fylder stadig alt, og jeg græder dagligt over mig selv. Jeg synes, det er pinligt hver gang, jeg propper noget i munden, da jeg ved jeg burde lade vær.

Er jeg spiseforstyrret? Eller er jeg bare en ung med fokus på kroppen ligesom alle andre? Hvad skal jeg gøre herfra?

Sukkerafhængighed eller spiseproblem?

Kære brevkasse

Jeg har taget tilløb mange gange, men …. jeg tror, at jeg har et spiseproblem. Det er ikke mad, “jeg går efter”. Det er jeg faktisk næsten ligeglad med, men alt hvad der er sødt, som jeg kan komme i nærheden af, ryger ned med 100 km/t.

Min mand må gemme det, han køber, hvis det er til hygge med gæster eller fredagsslik, men tit finder jeg det alligevel. Det har været on and off men det sidste halve år, er det blevet slemt. Jeg har taget 10 kg mere på og vejer i forvejen for meget. Jeg vejer 123 kg, er 181 cm høj og 54 år.

Jeg køber ikke ind. Det overtog min mand for længe siden, for jeg bliver fristet over evne. Men nogle gange sniger jeg mig alligevel i en butik og køber, men kun slik og kager. Min familie prøver virkelig at passe på mig, men det er ligesom min krop og min hjerne vil noget andet, der er dårligt og ondt ved mig selv.

Jeg vil gerne have hjælp, men ved ikke hvor, jeg skal lede efter hjælp til det her problem. Samtidig er jeg frygtelig flov over, at jeg ikke kan tage ansvar, tage mig sammen og tabe mig.

Jeg er bange for, at min datter begynder på det samme, Hun spiser også tit noget i smug, har jeg opdaget, og vejer allerede som 11 årig 87 kg. Hun er 175 cm høj. Håber, at du kan hjælpe mig videre.

Jeg er bange, når jeg skal spise!

Kære brevkasse

Jeg føler, at hver gang jeg spiser mad, er jeg ved at blive kvalt, og jeg bliver stresset og dårlig, når jeg skal spise sammen med andre mennesker.

Jeg føler almindelig sult, men bliver bange, hvis jeg skal lave mad og spise den. Jer er meget hæmmet af min sitation og er i tvivl om hvad, jeg skal gøre, da jeg har tabt mig en del og ønsker at få et normalt forhold til mad. Ser frem til at høre fra jer.

Hvad kan jeg gøre for min veninde, der lider af anoreksi?

Kære brevkasse

Jeg har en rigtig tæt veninde, som lider af anoreksi, og jeg vil så gerne hjælpe hende med at komme ud af det, men det virker nogle gange som om hun ikke selv vil, men prøver at fortælle mig, at det vil hun gerne. Jeg kommer nogle gange til at fare op overfor hende, fordi at jeg er bekymret og gerne vil have hende ud af det. Er der noget, jeg kan gøre for hende? Bare en lille ting, for jeg kan ikke holde ud at se hende i den tilstand, da det gør mig ked af det.

Mvh bekymret veninde