Spiseforstyrrelse hjælp

Kære brevkasse

“Jeg har problemer med sukkerafhængighed og overspisning af typisk brød. Jeg ville meget gerne følge en kur, men falder hurtigt i. Jeg tror, at jeg lider af en spiseforstyrrelse, for jeg tænker på mad konstant”.

Sådan skriver en kvinde, der gerne vil gerne have mit råd til hvilken hjælp, der vil være den rette for hende.

Kære Louise

Jeg mener, at jeg har en spiseforstyrrelse. Jeg har siden, jeg var helt ung haft et anstrengt forhold til mad (jeg er 44 år). Jeg har en sød tand og kæmper med at styre min kost, således at jeg ikke bliver overvægtig. Mit problem er sukkerafhængighed og overspisning af typisk brød hvis, der ikke er sukker i nærheden.

Jeg vejer ca. 5 kg. mere, end jeg gerne ville. Jeg har læst om alle kure i hele verden og følger med i alle trends – og ville gerne følge en kur, for ligesom at komme ud af sukkerafhængigheden og blive nulstillet. Men jeg kan ikke – jeg falder i meget hurtigt.

Jeg har yderligere det problem, at min fordøjelse ikke fungerer så godt. Dvs. at jeg lider ofte af forstoppelse. Det er et problem fordi, jeg bliver meget utilpas, og så tænker jeg også, at det er min egen skyld fordi, jeg ikke spiser sundt nok. Så jeg er for hård ved mig selv.

Jeg ved, at det er en dårlig ide at gå på kur. Jeg ved, at jeg skal tale pænt til mig selv. Jeg ved, at jeg skal slappe af omkring restriktioner i forholdt til mad. Men jeg ved ikke hvordan, jeg skal gøre det.
 

Jeg er vant til at tænke mad konstant – hvordan stopper jeg det?

Jeg har to børn, så der skal jo laves aftensmad og morgenmad og madpakker til familien – så det handler om mad mad mad.

Jeg er meget struktureret og laver altid madplan til hele ugen, men det fylder alligevel. Men mest tanker om hvad jeg selv skal / ikke skal spise.

Jeg vil gerne have hjælp, men jeg ved ikke hvilken form for hjælp, der kan hjæpe mig.

Jeg håber, at du har et bud.

Mvh. Eva

Kære Eva

Hvor er det godt for dig, at du har besluttet dig for, at du gerne vil have hjælp til at ændre på dit spisemønster og forhold til mad. Det valg er jeg helt enig med dig i, når du i mange år har haft det svært med mad og kæmper med at styre din kost.

Jeg kan godt forstå, at du synes, det kan være svært at slippe dine restriktioner i forhold til mad og bryde det negative mønster med for meget sukker og overspisning i blandt andet brød. Du er ikke alene om at synes, at det er svært, og det vil formentlig indebære, at du arbejder med dit spisemønster på en anden måde, end du er vandt til. Du mener, at du lider af en spiseforstyrrelse og efterspørger min vurdering af, hvilken hjælp der vil være den rette for dig. 

Spiseforstyrrelse?

Hvis der er tale om en spiseforstyrrelse, er det klart, at du har brug for hjælp, der omhandler spiseforstyrrelsen. Derfor er det, som det første, væsentligt at få præciseret, om det er en spiseforstyrrelse.

Du mener selv, at du lider af en spiseforstyrrelse fordi, du “tænker på mad ALTID”, som du skriver. Jeg giver dig helt ret i, at det kan være et tegn.

Der er så godt som altid mange og sammensatte faktorer, der er årsag til en spiseforstyrrelse. Det handler om biologi, psykologi og vaner i et kompliceret samspil, og det er netop denne kompleksitet, som bør indgå i behandlingen af en spiseforstyrrelse.

Hvis du kan genkende dig selv i den beskrivelse, anbefaler jeg derfor, at den hjælp/det behandlingstilbud du vælger, først og fremmest er helhedsorienteret i sin tilgang til spiseforstyrrelsen.

Jeg vil kort bemærke, at det svar jeg kan give dig her, forholder sig til, hvis tilfældet er, at du lider af en spiseforstyrrelse.
I så fald er det klart at vejen ud af overspisning, mindre sukker og færre tanker om mad ikke er en ny slankekur eller nye regler for hvad, du skal/ikke skal spise.

En spiseforstyrrelse er ikke noget, du kan ‘tage dig sammen’ ud af – det handler om at forstå hvorfor. 

Fra dømmende til nysgerrig

Jeg bruger gerne udtrykket at ‘skifte de dømmende briller ud med de nysgerrige briller’, når man arbejder på at forstå, hvad spiseforstyrrelsen handler om.

Det er meget normalt, at man dømmer sig selv, når man har spist noget andet end det, man egentlig havde sat sig for. Vi kan skælde os selv ud ved at sige til os selv, at “nu har jeg igen spist det forkerte. Hvor er jeg dog svag” eller lignende. Ligesom du selv nævner, at du er hård ved dig selv, når du ikke spiser så sundt, som du har sat dig for.

Når vi på den måde skælder ud på os selv, sker der gerne det, at vi egentlig bliver triste eller lige frem kede af det. Mit bud er derfor, at du kommer til at gøre dig selv ked af det, når du dømmer dig selv.

Ud over at det paradoksalt nok kan give lyst til at overspise (fordi, maden kan sætte de svære følelser på pause), så giver det dig heller ikke muligheden for at forstå hvorfor. 

Der er ingen læring, når vi dømmer.

Det kan være så svært at droppe selvkritikken, men du kan forsøge at være opmærksom på, når du dømmer dig selv og skrue ned for selvkritikken. Det kan virkelig kræve noget øvelse og tilvænning. 

Hvis overspisning er din løsning, hvad er så problemet?

Det kan måske lyde provokerende at sige, at sukker og overspisning er din løsning, når det netop er det, du oplever som problemet. Man kan sige, at begge dele er sandt. En spiseforstyrrelse er både et problem og et forsøg på at løse problemer, som man ikke ved hvordan, man ellers skal håndtere.

Dybest set handler spiseforstyrrelser ikke om mad men om følelser. Det handler om, at man bruger mad til at håndtere smertefulde følelser som vrede, angst, ensomhed og ked-af-det-hed. Det er en mestringstrategi, hvor man kan søge kontrol over mad og krop eller overspise for at søge et frirum fra de svære følelser.

Når du forsøger at forholde dig nysgerrigt til hvorfor, du har så meget lyst til sukker og hvorfor, du overspiser i f.eks. brød, har du mulighed for at få indsigt i dit mønster.

I takt med at du får større klarhed over årsagerne til spisforstyrrelsen, finder du også svarene på hvad, der skal til for at slippe den igen.

Det er det, du har brug for hjælp til at undersøge og støtte til at gøre noget andet skridt for skridt. Den rejse det også er at slippe en spiseforstyrrelse, har de bedste forudsætninger for at lykkes, når du forholder dig venligt, nysgerrigt undersøgende og tager et lille skridt ad gangen. Det kan være svært, det kan tage tid men det er muligt og helt sikkert lærerigt. 

Når slankekure ikke løsningen…

Du skriver blandt andet, at du ved, at kur er en dårlig ide, at du skal tale pænt til dig selv og slappe af med restriktioner i forhold til mad. Men du ved ikke hvordan, da du er vandt til at tænke på mad konstant. 

Som jeg har været inde på, giver jeg dig ret i, at en kur vil være en dårlig ide fordi,…

• et vægttab aldrig er vejen ud af en spiseforstyrrelse
• det netop er slankekure og restriktioner i forhold til mad, der er blandt de største ‘syndere’ i forhold til overspisning
• slankekure og restriktioner/regler om mad i den grad booster tankerne om mad (tanker om “hvornår må jeg spise”, “hvad kan jeg spise og hvad, må jeg ikke spise”, “hvor meget kan jeg spise” etc.)

Slankekure og restriktioner – det siger ernæringsterapeuten

Dit mønster i forhold til kure og restriktioner har altså stor indvirkning på din trang til sukker og dine overspisninger. Jeg har forhørt mig hos min samarbejdspartner, ernæringsterapeut Nanna Stigel, da vejledning om kost/ernæring ligger uden for mit kompetenceområde.

Jeg har bedt hende om at komme med nogle gode råd, der kan hjælpe dig med at slippe tanken om kure og restriktionerne i forhold til mad*.

Først og fremmest gør Nanna opmærksom på, at der er mange andre faktorer end et simpelt kalorieregnskab, der spiller ind i forhold til vægten. “Problemet med kure og diæter er, at de ofte afløses af overspisninger og vægtøgning til følge”, siger hun.

Nanna fortæller, at det er langt bedre for kroppen (og sindet) at sørge for at spise velsammensat og afbalanceret kost, hvor man både får næring fra gode fedtsyrer, protein, masser af grønt og lidt stivelse til alle måltider.

Det vil bl.a. stabilisere blodsukkeret og sænke insulinniveaut, hvilket er afgørende i forhold til en balanceret vægt og kan være en stor hjælp på vejen ud af ‘enten-eller-regimet’, hvor man enten er på diæt eller falder i overspisningerne. 

Spiseforstyrrelser hjælp – Ernæringsterapeuten anbefaler:

• At du slipper ideen om, at gøre mad til matematik og øver dig i at slippe kalorieberegningerne (du skriver ikke, om du tæller kalorier, men det er ofte tilfældet, når man følger en kur).
• At du i stedet træner dig i at mærke sult og mæthed. Det er ikke nemt i starten, og det kan være, at du vil have brug for støtte til det.
• Det samme i forhold til regler og restriktioner: Øv dig i at slippe dem f.eks. ved at lege med at bryde reglerne. Start i det små. Du kan f.eks. skrive alle dine regler ned. Kig på dem: hvilken regel er du villig til at slippe? Og hvordan kan du nærme dig det slip på en venlig måde. Det kan f.eks. være, at du har en regel om, at du aldrig må spise slik. Her kan du så lege med, at du en gang om ugen spiser noget slik og nyder det.

Nanna nævner også, at hvis du har levet i mange år med restriktiv kost, afløst af overspisninger, kan der være en pointe i at blive tjekket for næringsmangler. Er din krop i underskud, kan det nemlig forværre mønsteret og ikke mindst mængden af spiseforstyrrede tanker. 

De mange årsager

Jeg vil tilføje, at der kan være andre faktorer, der bidrager til at holde spiseforstyrrelsen ved lige udover de psykologiske og biologiske faktorer, som er nævnt her. F.eks. hvis du ikke får tilstrækkeligt med søvn eller hvis, du er ramt af stress, kan det medvirke til at fastholde spiseforstyrrelsen.

Har man haft en spiseforstyrrelse inde på livet i en årrække, kan det også blive en vane. Det kan blive en vane at have et bestemt spisemønster (f.eks. enten at være på kur eller at overspise, som du beskriver det), og det kan blive en vane at håndtere sine følelser med mad.

Du kan overveje, om nogle af de faktorer jeg nævner her, vedrører dig. I så fald vil bør arbejdet med de faktorer indgå som en del af den hjælp, du får til at slippe spiseforstyrrelsen. 

Spiseforstyrrelse hjælp – Hvilke muligheder er der

Hvor intensiv hjælpen bør være, afhænger først og fremmest af spiseforstyrrelsens sværhedsgrad. Ser vi på Sundhedsstyrelsens anbefalinger spænder mulighederne bredt lige fra selvhjælpsbøger, rådgivning, psykoedukation, gruppeforløb, individuel psykoterapi, dagbehandling og indlæggelse**.

Hvilket indsatsniveau, der er brug for, afhænger af, hvor meget man er i stand til at arbejde med spiseforstyrrelsen selv. Jo mere alvorlig spiseforstyrrelsen er, jo mere støtte vil der være brug for.

Selvhjælpsbøger kan f.eks. bidrage til indsigt om spiseforstyrrelsen og derfor være et udemærket supplement men langt fra tilstrækkeligt i tilfælde af en svær spiseforstyrrelse.

Hvor intensiv hjælpen bør være afhænger desuden af, om man er motiveret for at slippe spiseforstyrrelsen og om man erkender, at man lider af en spiseforstyrrelse (manglende erkendelse optræder hyppigst ved spiseforstyrrelsen anoreksi). 

Spiseforstyrrelse hjælp – Den rette hjælp afhænger af sværhedsgraden

Til at vurdere spiseforstyrrelsens sværhedsgrad kan du bruge Sundhedsstyrrelsens skala**, hvor spiseforstyrrelser er opdelt i 5 sværhedsgrader fra risikoadfærd til svære og livstruende spiseforstyrrelser. Selvom jeg synes, det lader til, at Sundhedsstyrelsen alene forholder sig til anoreksi og bulimi i beskrivelsen, kan skalaen måske give dig en indikation alligevel:

1. grad: Rask til lettere risikoadfærd – når man er meget optaget af sundhed, vil spise sundt og være slank
2. grad: Udpræget risikoadfærd/ lettere spiseforstyrrelse – når man går på slankekur og føler sig tyk (uden nødvendigvis at være det, red.)
3. grad: Middelsvær spiseforstyrrelse – tvangsmæssige slankekure, spise- og motionsvaner
4. grad: Diagnosticerede spiseforstyrrelser – sygdomstilstande
5. grad: Aggressive, invaliderende sygdomstilstande – livstruende sygdomstilstand

Du kan overveje hvor, du befinder dig på denne skala?

For at du har noget at sammenligne med: Det er min oplevelse at mange, måske flertallet af unge, særligt piger, udviser lettere risikoadfærd til lettere spiseforstyrrelser. Altså det Sundhedsstyrrelsen her beskriver som sværhedsgrad 1 og 2.

Ud fra din beskrivelse får jeg indtryk af, at dine tanker om mad og vægt er mere styrende for dig end beskrevet under 1. og 2. sværhedsgrad. 

Spiseforstyrrelse hjælp – individuel terapi kan være en vej ud af en spiseforstyrrelse

For flertallet af dem går i forløb hos mig (og andre specialiserede psykoterapeuter eller psykologer) er spiseforstyrrelsen en sværhedsgrad 3 eller 4. For dem der får hjælp til overspisning i mit onlineforløb, er det en sværhedsgrad 2 – 4. Afhængig af sværhedsgraden kan der være brug for yderligere støtte i form af individuelle sessioner. 

Spiseforstyrrelse hjælp – Hvilken er den rette for dig

Baseret på det du har skrevet til brevkassen, er det min vurdering, at du vil kunne profittere af:

• et gruppeforløb
• et individuelt terapiforløb
• et onlineforløb som du kan vælge at kombinere med individuelle sessioner, hvis du ønsker/har behov for det.

Desuden kan der være brug for at kombinere med kostvejledning hos diætist eller ernæringsterapeut. Jeg kan anbefale mine samarbejdspartnere, der har stor erfaring med spiseforstyrrelser.

Jeg tilbyder desuden et forløb, der kombinerer både gruppe, 1:1 sessioner hos mig og undervisning online. Meget af den behandling af spiseforstyrrelser der tilbydes i det offentlige, er desuden gruppeforløb. Jeg anbefaler, at du kontakter din læge, som kan fortælle dig, om gruppeforløb eller andre behandlingstilbud er en mulighed.

Vigtigst af alt er, at du mærker efter hvad, der vil føles rigtigt for dig. Har du lyst til et gruppeforløb, eller tiltaler det dig mere med individuelle sessioner? Tænker du, at du vil kunne have gavn af et onlineforløb, eller kan du forhånd mærke, at du vil have brug for den ekstra støtte, et individuelt forløb kan give dig? 

spiseforstyrrelse hjælp – det er altid vigtigt at mærke efter

Derudover er der selvfølgelig også et økonomisk aspekt, der skal overvejes. Et individuelt forløb er mere bekosteligt end f.eks. et onlineforløb. 

Det sidste jeg vil nævne:

Ét er metode, noget andet og helt afgørende er, at du har tillid til og en god kontakt med den behandler, du nu måtte vælge.

Du skal føle dig tryg og godt modtaget, så du har mod på at arbejde med det, der vil vise sig at være relevant for dig undervejs.

Jeg ønsker dig al held og lykke med dit valg af hjælp og dit videre forløb. Jeg håber, at det vil vise sig at være det helt rette for dig.

Kærligst,
Louise

*Nanna har ikke kendskab til dit navn, men jeg har indviet hende i dine spørgsmål.
**Sundhesstyrelsens rapport fra 2005: Spiseforstyrrelser – anbefalinger for organisation og behandling.