Brevkassen om at være spiseforstyrret og normalvægt

Normalvægt og spiseforstyrret?

Kære Brevkasse

Af Louise Stokholm

I snar 10 år har jeg levet med bulimi og er efterhånden desperat for at finde en løsning. Sagen er dog den, at jeg faktisk flere gange har søgt hjælp men hverken min læge, daværende psykolog eller psykoterapeut tager mig alvorligt. Det er som om, at når man ser "normal" ud, er der ingen grund til bekymring.

Hvad skal jeg gøre, skriver kvinden, der også ønsker svar på, om antidepressiv er en løsning, når man er spiseforstyrret.

Hej Louise

Jeg har ofte overvejet at henvende mig her til brevkassen, hvor jeg følger dine gode og uddybende svar.

Sagen er den, at jeg gennem snart ti år har levet med bulimi. Jeg er ved at være så træt af altid at vende tilbage i mine mønstre, og er efterhånden desperat for at finde en løsning.

Sagen er dog den, at jeg faktisk flere gange har søgt hjælp. Der gik mange år før, jeg fik taget mig sammen til at fortælle et par af mine nærmeste om mine problemer og yderligere tid før, jeg kontaktede lægen.

Lægen virkede ikke til at være synderligt bekymret, men henviste mig dog, efter mit ønske, til psykiatrisk for spiseforstyrrede hvor, jeg startede i et gruppeforløb.

Her deltog jeg mindre aktivt, da jeg følte mig meget malplaceret. Pigerne i gruppen var hovedsageligt anorektiske og meget unge. Jeg selv var sidst i tyverne, er 178 høj og har en svingende vægt mellem 69-78 kilo. Jeg har altså aldrig været tynd.

Den største årsag til at jeg aldrig har ville dele mine problemer med omverdenen er, at jeg frygtede, de ikke ville tage det alvorligt. At jeg ville virke som en person, der søgte opmærksomhed.

Der synes at være en gængs opfattelse af, at man skal være tynd for at have en spiseforstyrrelse. En opfattelse jeg til dels selv er enig i, omend ved jeg jo efterhånden godt, at jeg har problemer selvom, jeg ikke er tynd.

Brevkassen om at være spiseforstyrret og haven en normal vægt

Jeg har efterfølgende gået til psykolog, hvilket jeg ikke fik meget ud af. Her følte jeg mig heller ikke taget alvorligt, og vi talte ikke meget om mine problemer med mad.

Det er som om, at når man ser “normal” ud, er der ingen grund til bekymring. Lad mig fastslå at det ikke er opmærksomhed, jeg søger, men derimod nogle eller noget der kan få mig til at ændre mine mønstre.

Jeg bildte i mange år mig selv ind, at jeg kunne stoppe (opkastninger/overspisning), når jeg ønskede det, men må efterhånden indse, at jeg, på trods af at have haft længerevarende perioder uden, altid ender tilbage ved start.

Jeg lever et liv, hvor mine spisemønstre enten er fulstændig kontrolleret eller fuldstændig ude af kontrol. Jeg ønsker at finde den gyldne middelvej, hvor min lykke ikke kun skal udgøres af tallene på vægten.

Mit liv vil altid se bedre ud, når bare vægten er fem kilo lettere!

På nuværende tidspunkt ser jeg en psykoterapeut, hvor vi taler lidt om spiseproblemerne, men igen føler jeg ikke helt, at jeg bliver taget seriøs, hvilket jeg dog har fortalt hende. Hun understregede, at hun bestemt tager mig seriøst, men at der jo ingen grund er til større bekymring, da jeg jo “ser sund og rask ud”.

Mine tænder og mit hår er efterhånden meget medtaget, hvilket jeg godt ved skyldes min livsstil, og det piner mig.

Jeg har stadig forældre og nære veninder, der ikke kender til mit problem. Jeg ønsker egentlig at åbne mere op, da jeg tror på, at dette også kan være vejen ud, men frygter igen, at folks tanker er, at når man ikke ser syg ud, er man det ikke.

Min psykoterapeuts råd var, at forsøge at slutte fred med at måske ville det altid være en del af mig, og så længe jeg ikke tabte mig helt vildt, var det vel også ok. Dette er ikke en løsning, jeg selv kan hvile i. For jeg ønsker inderligt at slippe det.

Brevkasse: om at være spiseforstyrret og udadtil velfungerende

Jeg har læst flere steder, at mange læger anvender anti depressiv som et led i behandling af bulimi. Er det noget, jeg bør undersøge nærmere? Tanken om anti depressiv er ikke tiltalende, men som sagt ved jeg efterhånden ikke hvad, jeg skal stille op.

Udadtil er jeg en glad social pige med et godt arbejde, og jeg kan godt forstå, det kan være svært for de, der kender mig at sætte sig ind i, at jeg skulle fejle noget, for jeg er god til at skjule tingene og holde dem for mig selv.

What to do?

På forhånd tak

Kære kvinde

Tak for dit spørgsmål til brevkassen, hvor du sætter ord på en problematik, der desværre er meget udbredt.

Spiseforstyrret? Du ser jo sund og rask ud!

Jeg ved, at der er mange, der vil kunne genkende sig selv i det, du skriver. Mange der tøver med at fortælle om deres svære forhold til mad og krop, som har vanskeligt ved at tage sig selv alvorligt eller, som oplever ikke at blive taget alvorligt af andre. For når man ikke er tydeligt undervægtig. Når man tilsyneladende ser sund og raks ud, så kan det jo ikke være så galt. Så kan det ikke være en spiseforstyrrelse – eller hvad?

Når man er spiseforstyrret, er man vel tynd – eller hvad?

Det er desværre en sejlivet, og måske den allermest vedholdende, myte om spiseforstyrrelser.

Du beskriver hvordan, du selv kan være tilbøjelig til at negligere dit svære forhold til mad og hvordan, du oplever, at professionelle behandlere tilsyneladende ikke tager din spiseforstyrrelse alvorligt.

Kan man være spiseforstyrret uden at man er tynd?

Alligevel har du haft mod, vilje og vedholdenhed til at tage det op hos både læge, psykoterapeut og psykolog. Og nu skriver du her. Respekt for det og hvor er det godt, at du skriver!

Når jeg læser din mail bliver jeg oprigtig ærgerlig på dine vegne. Det er forståeligt, at du har følt dig malplaceret i en gruppe, hvor det overvejende har været personer med anoreksi og som aldersmæssigt har været et meget andet sted end dig.

Selvom der er mange af de underliggende temaer, som er fælles, når man lider af en spiseforstyrrelse – uanset hvilken form for spiseforstyrrelse – så kan der være et naturligt behov for at kunne spejle sig i andre. Og ja det kan være svært, hvis de adskiller sig aldersmæssigt og kropsligt fra dig. Jeg kan forestille mig, at du har følt dig bekræftet i din forestilling om, at man først er rigtigt spiseforstyrret, hvis man er undervægtig.

Professionelle kan også være farvet af myter

Dertil kommer, at du har mødt nogle behandlere, der tilsyneladende er farvet af de myter, der fortsat eksisterer om spiseforstyrrelser.

At være spiseforstyrret er ALDRIG noget, man skal acceptere!

Jeg er ikke enig med din psykoterapeut i, at du skal forsøge at slutte fred med dit spisemønster og forhold til mad, som det er nu. Ud fra din beskrivelse lyder det, til at være en spiseforstyrrelse der fylder og styrer alt for meget hos dig. At det både forringer din livskvalitet og slider på din krop. Det har du brug for at få gjort noget ved.

Lad mig med det samme slå fast hvordan det forholder sig med vægt og spiseforstyrrelser:

L a n g t de fleste, der lider af en spiseforstyrrelse, er enten normalvægtige eller overvægtige.

  • Den mest udbredte spiseforstyrrelse er tvangsoverspisning. Ifølge undersøgelser* er 40.000 danskere ramt af spiseforstyrrelsen, der for mange fører til overvægt.
  • 30.000 danskere lider af spiseforstyrrelsen bulimi, hvoraf de fleste er normalvægtige.
  • 5000 lider af anoreksi og er undervægtige som følge af spiseforstyrrelsen.

Myten om den meget tynde (iøvrigt unge) kvinde, der lider af en spiseforstyrrelse, er altså meget langt fra
det generelle billede.  Desværre er det en myte, der sidder så godt fast at stort set alle, der lider af en spiseforstyrrelse, er påvirket af den:

  •  Overvægtige fortæller oftest sig selv, at “de bare skal tage sig sammen og tabe sig”,
  • Bulimikere, der typisk er normalvægtige, fortæller sig selv, at det nok ikke er et problem, når man ser helt sund og normal ud.
  • Ja selv anorektikere hører jeg ofte negligere deres spiseforstyrrelse med begrundelsen: “Jeg er heller ikke så tynd som mange andre med en spiseforstyrrelse”.

Medier skaber myter

Når myten så langt fra afspejler det generelle billede, kan det undre hvorfor, den er så udbredt og sejlivet. Jeg er ikke i tvivl om, at medierne spiller en væsentlig rolle. Medierne er sensationsprægede og lever af den opmærksomhed, de tiltrækker. Det kan være mere fængende med et billede af en sygeligt tynd kvinde end en normalvægtig kvinde/mand, der ser sund og rask ud.

Myten bliver en barriere for at få hjælp

Desværre er en konsekvens ved myten, at mange afholder sig fra at søge den hjælp, de har brug for. Som du selv giver udtryk for, bliver det mere vanskeligt at anerkende, at man lider af en spiseforstyrrelse, når man afviger fra myten. Det kan være ekstra svært at åbne op over for pårørende og søge professionel hjælp. Og så kan der være det problem, som du selv erfarer, at professionelle også er farvet af myten.

Brevkasse om at være spiseforstyrret og myter om vægt

Bulimi kaldes også “den skjulte spiseforstyrrelse”

En anden årsag til at du oplever, at din spiseforstyrrelse ikke bliver taget alvorligt, kan muligvis være, at du “udadtil er en glad social pige, der er god til at skjule tingene”, som du skriver. Du er selv inde på, at det ikke er så underligt, hvis dem der kender dig kan have svært ved at forstå, at du fejler noget. Du kan overveje, om det også kan være en medvirkende årsag til din oplevelse af ikke at blive taget alvorligt hos professionelle? Det er ikke sikkert, men du kan overveje det.

Nu handler det ikke om at placere skyld men om at finde årsager. Du skal altså ikke forstå mit svar sådan, at så er det også din egen skyld, og du bare skal være mere tydelig i din kommunikation ved at lægge din “facade” fra dig.

Facaden “her går det godt”

Det er væsentligt at se din “facade”, hvor du signalerer, at “her går det godt” som en af de underliggende årsager til spiseforstyrrelsen. Det er en del af problematikken. Samtidig kan det måske være en del af forklaringen på, at (nogle) andre tilsyneladende ikke tager din spiseforstyrrelse alvorligt. Det kan simpelthen være vanskeligt for andre at se om bag facaden. Det er ikke uden grund, at bulimi ofte omtales som “den skjulte spiseforstyrrelse” og som “perfektionismens sygdom”.

Svært at se om bag facaden

Du kan altså overveje, om du kan blive mere tydelig i ind kommunikation ved at slippe din facade. Jeg vil nu sige, at jeg oplever dig som meget tydelig i det, du skriver til brevkassen her. Hvis du er lige så tydelig, når du taler med andre, så er det ikke kommunikationen, der er problemet.

Uanset de årsager der er til din oplevelse af, at din spiseforstyrrelse ikke bliver taget alvorligt, så er det vigtigt ,at du holder fast. At du stoler på din egen dømmekraft og står ved dit ønske om et naturligt, afbalanceret forhold til mad.

At du ønsker et liv hvor din lykke afgøres af alt muligt andet end “tallene på vægten”, som du skriver.

Brevkasse: Spiseforstyrret men glad udadtil

Spiseforstyrret – søg støtte fra dem omkring dig

Jeg er også fuldstændig enig med dig i, at det er en god ide, at du taler med dem, der er tæt på dig. Det vil være en hjælp for dig, at dem, du har tæt på, kender til spiseforstyrrelsen. At de bakker dig op i dit ønske om at slippe den. Mærk efter hvem du har lyst til at fortælle det til. Ved at fortælle om det signalerer du også, både over for andre og for dig selv, at du tager dit problem alvorligt.

Spiseforstyrret – søg professionel og specialiseret hjælp

Jeg vil selvfølgelig også anbefale, at du søger professionel hjælp til at slippe din spiseforstyrrelse. Jeg anbefaler, at du søger specialiseret behandling. Hvis det er via det offentlige, er det ikke altid, at du har mulighed for at vælge din(e) behandler(e), men ellers vil jeg opfordre dig til at mærke nøje efter. Kontakten/kemien med din behandler er noget af det vigtigste.

Antidepressiv eller ej?

Du spørger, om du bør overveje antidepressiv som led i behandlingen af spiseforstyrrelsen. Det er rigtigt, at det for nogle er en hjælp. Min erfaring er, at nogle bliver bedre i stand til at profittere af terapien, når de får antidepressiv. For mange, flertallet, er det ikke nødvendigt. Min holdning er, at du skal overveje hvad, du har det bedst med.

Brevkasse: Spiseforstyrret og antidepressiv?

Være tro mod dig

Du skriver, at du ikke finder det tiltalende. En mulighed kunne være, at du først forsøger dig uden antidepressiv, og hvis det viser sig, at være meget vanskeligt for dig at arbejde med din spiseforstyrrelse, kan du genoverveje antidepressiv som et supplement i behandlingen. Det er et forslag – gør det, der giver mening hos dig.

Jeg ønsker dig held og lykke fremover. Pas godt på dig.

Læs mere om….

 

Psykoterapeut og indehaver Louise Stokholm skrivet i brevkassen: Spiseforstyrret?Kærligst,

Louise

 

 

 

 

 

 

*Kilde: https://www.lmsos.dk/viden/spiseforstyrrelser/

FÅ ADGANG TIL VIDEOSERIE MED 10 GODE RÅD

FÅ ADGANG TIL VIDEOSERIE MED 10 GODE RÅD

- Videoserie & mini e-bog med 10 gode råd til at komme ud af din spiseforstyrrelse. 

- Masser af andet materiale: Online foredrag, interviews mm.

- Følg klinikkens nyhedsbrev og få inspiration, viden og håb

(Det koster kun din email-adresse)

Tak - tjek din mail for bekræftelsesmail