Hvordan kan jeg hjælpe min veninde med anoreksi?

Kære brevkasse

“Hvad kan jeg gøre for min veninde, der lider af anoreksi? Bare en lille ting, jeg kan gøre, for jeg kan ikke holde ud at se hende i den tilstand. Det gør mig ked af det”.

Sådan skriver en bekymret veninde til brevkassen.

Kære brevkasse

Jeg har en rigtig tæt veninde, som lider af anoreksi, og jeg vil så gerne hjælpe hende med at komme ud af det, men det virker nogle gange som om hun ikke selv vil, men prøver at fortælle mig, at det vil hun gerne.

Jeg kommer nogle gange til at fare op overfor hende, fordi at jeg er bekymret og gerne vil have hende ud af det. Er der noget, jeg kan gøre for hende? Bare en lille ting, for jeg kan ikke holde ud at se hende i den tilstand, da det gør mig ked af det.

Mvh bekymret veninde

Kære bekymrede veninde

Det lyder til at være en udfordrende situation for dig, og jeg kan godt forstå, at du synes, det er svært!

Jeg læser ud af din mail, at din veninde har erkendt, at hun lider af en spiseforstyrrelse – GODT.

Det er selvfølgelig din veninde, der skal være motiveret til at slippe sin spiseforstyrrelse og hende selv, der “går vejen” – det kan du ikke gøre for hende. Men du kan være der for hende som den gode veninde, du er.
 

Konkret er der flere ting, du kan gøre:

Du kan støtte hende i at søge hjælp

Det første spørgsmål, der dukker op hos mig, er, hvorvidt din veninde går i behandling for sin anoreksi?

Lider hun af en spiseforstyrrelse, har hun brug for professionel hjælp. Det er vigtigt, for en spiseforstyrrelse går meget sjældent bare over af sig selv.

Hvis IKKE hun er i et behandlingsforløb, anbefaler jeg, at du opfordrer hende til det. At du fortæller hende, at du er bekymret og kan se, at hun har brug for hjælp.

Du skriver, at det virker som om, at hun ikke vil slippe spiseforstyrrelsen, selvom hun fortæller dig, at hun gerne vil.

Jeg tror, at du har helt ret.

Det er nemlig noget af det, der kan være så udfordrende: Den ambivalens der er i forhold til at blive rask, og som man oplever i større eller mindre grad, når man lider af en spiseforstyrrelse.

For din veninde er spiseforstyrrelsen både et problem OG løsningen på problemer. Problemer som hun ikke ved hvordan, hun ellers skal løse.

Derfor vil hun gerne slippe den og ikke slippe den på samme tid. Din veninde er formentlig ikke bevidst om, at det hænger sådan sammen.

Jeg kender ikke din veninde, men påstår at der er sådan, fordi det generelt er sådan med spiseforstyrrelser: der er en mening bag det, der umiddelbart ikke giver mening.

Af samme grund har hun brug for at nogen støtter hende i, at hun bør få hjælp til sin spiseforstyrrelse. Her kan du komme ind i billedet.

Når du taler med hende om det, er det en god ide, at du gør det stille og roligt. Uden at virke masende. Hvis hun føler, at du presser hende, kan det være, at hun tager afstand fra dig. Spiseforstyrrelsen er jo også hendes ven, som hun på sin vis ønsker at beholde.
 

Virker hun afvisende, kan det være, at du skal tage det op med hende flere gange, hvor du fortæller hende, at du er bekymret for hende.

Du kan forsøge at motivere hende

Du kan fortælle hende, hvordan du lægger mærke til, at hun forandrer sig, hvis det er tilfældet. F.eks. at hun ikke er så glad, som hun var tidligere.

At hun i højere grad isolerer sig og ikke deltager i samme aktiviteter, som hun gjorde tidligere. Du kan fortælle hende, hvad du savner at lave sammen med hende, som I gjorde inden spiseforstyrrelsen?

Det er selvfølgelig blot forslag, jeg nævner her, for jeg ved ikke, hvordan spiseforstyrrelsen påvirker hende.

Du ser, hvordan spiseforstyrrelsen forandrer hende og kan støtte hende ved at gøre hende opmærksom på det. På den måde taler du til den del af hende, der gerne vil være rask.

Du kan også foreslå, at I tager ud til foredrag om spiseforstyrrelser eller, at hun læser noget om emnet. Så hun stille og roligt bliver parat til at tage imod hjælp. Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade, LMS, holder løbende foredrag.

Hun kan finde inspiration til litteratur om spiseforstyrrelser her.
 

Spiseforstyrrelsen er også hendes ven

Spørg hellere ind til hvordan hun har det, end at du kommenterer på hendes spisemønster. Igen – spiseforstyrrelsen er hendes ven. Når du kommenterer på hvad hun spiser, kan hun nemt opfatte det som dit forsøg på at kontrollere, hvad hun gør.

En kontrol hun lige nu selv har brug for, indtil hun lærer at sætte noget andet i stedet. Hvis ikke hun er i behandling for spiseforstyrrelsen, kan det være nødvendigt, at du også gør opmærksom på de fysiske symptomer, som f.eks. at hun har tabt sig meget, og at det bekymrer dig. Hvis det er tilfældet.

Du oplyser ikke, hvor gammel du og din veninde er. Hvis I er under 18 år, SKAL voksne indrages.

Du bør derfor opfordre hende til at tale med sine forældre, og hvis ikke hun selv gør det, kan du kontakte dem. Hvis I går i skole sammen, kan du kontakten hendes klasselærer.

Er hun over 18 år, kan kontakt til forældre eller klasselærer, hvis hun går i skole, stadig være relevant. En ung person over 18 år har fortsat brug for sine forældre her.
 

Hvis din veninde går i behandling:

Måske har hun stadig nogle gange mest lyst til at holde fast i spiseforstyrrelsen. Sådan er det for de fleste, og det betyder ikke, at hun så ikke kan blive rask.

Du kan altså have tillid til, at hun får den hjælp, hun har brug for. Samtidig kan du være der for hende som veninde. Du kan spørge ind til, hvordan hun har det og fortælle hende, når der er noget, du er i tvivl om.

Du kan evt. fortælle hende, at du synes, det er svært at se til, når du oplever, at det er spiseforstyrrelsen, du “taler med”.

Du kan spørge hende, hvad hun har brug for fra dig i de situationer og i det hele taget, hvordan du kan støtte hende? Det er altid en god ide at spørge hende, når du er i tvivl.

Måske har hun brug for at tale om alt muligt andet end spiseforstyrrelsen, når I er sammen. At det er hendes frirum fra spiseforstyrrelsen og giver hende en tiltrængt pause fra alle tankerne om mad og vægt, når hun er sammen med dig.

Det kan også være det svar, du får fra hende.

At blive helbredt tager tid.Det kræver tålmodighed ikke mindst for dem omkring den, der er ramt.

Hvis du alligevel oplever, at hun efter længere tid ikke får det bedre, og hvis du registrerer, at hun taber sig, så bør du påpege det over for hende. Afhængig af hvor gammel hun/I er, kan du dele din bekymring med hendes forældre, en lærer på skolen eller dine egne forældre.

Din veninde skal selv være reelt interesseret i at slippe sin spiseforstyrrelse. Hvis hun ikke er motiveret sker der ingenting.

Du kan forsøge at hjælpe hende på vej ved at motivere hende men de skridt der skal tages til helbredelse er hendes egne.

Ofte er det de første spæde skridt der giver den næste motivation. F.eks. at læse noget om spiseforstyrrelser, gå til et foredrag, tale med nogen om det, kontakte lægen eller få en tid hos en behandler.
 

Hvem passer på dig, kære veninde?

At være tæt på en, der lider af en spiseforstyrrelse, er svært. Det kan være, at du har brug for at tale med nogen om det – dine forældre, en veninde eller andre?

Det kan være, at du i perioder har brug for at trække dig lidt fra din veninde for at give dig selv et pusterum? Hvor du laver noget, der får dig til at grine og får dine tanker over på noget helt andet.

Du lyder til at være en GOD veninde, og jeg tænker, at pigen, du skriver om, er heldig at have dig. Husk at passe rigtig godt på dig selv i mens din veninde kommer sig fra sin spiseforstyrrelse.

De kærligste hilsner,

Louise