Behandling af spiseforstyrrelser

Kære brevkasse

“Som jeg lå der i sengen og lyttede til foredraget og definitionen på, hvornår man lider af BED, så begyndte tårerne at trille ned at kinderne. Flueben, flueben, endnu et flueben. ALT passede på mig og min opførsel.”

Sådan skriver en kvinde, der ønsker gode råd om behandling  af spiseforstyrrelser – og hvor hun kan søge hjælp, når økonomien ikke rækker til et privat behandlingssted

Kære brevkasse

I går nat kl 0230 fik jeg nok. Efter endnu en omgang tvangsoverspisning, lå jeg i sengen, med blodsukkeret pumpende i hele kroppen, og de samme skamfulde tanker:

-Føj hvor er jeg klam, tænk hvis nogen så mig

-Hvorfor gjorde jeg det igen

-Hvad er der lige galt med mig

-I morgen er det ekstra træning og ordentlig mad, så jeg kan blive sund igen..

Jeg kan huske, at jeg engang for et halv års tid siden havde fundet nogle gratis møder i Århus, som man kunne gå til, og jeg gav mig til at surfe på nettet efter dét. Jeg kunne ikke finde dét.

Jeg faldt over et online foredrag på klinikforspiseforstyrrelse.dk, hvor der bliver fortalt om tvangsoverspisning, problemstillinger, årsager og diagnose for denne.

Som jeg lå der i sengen og lyttede til foredraget og definitionen på, hvornår man lider af BED, så begyndte tårerne at trille ned at kinderne. Flueben, flueben, endnu et flueben. ALT passede på mig og min opførsel.

Selvom jeg inderst inde nok har vidst i et stykke tid, at mit forhold til mad var unormalt og destruktivt, så var det alligevel en øjenåbner, at man nu faldt ind under ALLE kategorierne for at lide af tvangsoverspisning.

I går nat kl 03.30 var jeg ikke længere Louise, som havde et mærkeligt forhold til mad. Jeg var Louise, som har en spiseforstyrrelse.

Og selvom det måske ikke lyder direkte sundt for sindet at identificere sig som hende med en spiseforstyrrelse, ja så tror jeg, at det er det, jeg har brug for lige nu.

Jeg har i lang tid bagatelliseret mit problem men stadig været bevidst om, at jeg havde et forkvaklet forhold til mad. Og i den periode har problemet jo kun udviklet sig og mindsket min livsværdi.

Og nu, lige pludselig, uden jeg opdagede det. BUM! SPISEFORSTYRRELSE! How the fuck did that happen!?

Jeg trøster mig ved, at når man ikke ved/tror/indser, at man har en spiseforstyrrelse, ja så kan man vel heller ikke begynde at ændre adfærd.

I går under online foredraget indså jeg, at jeg HAR en spiseforstyrrelse, og i dag da jeg vågnede var min første tanke stadig: ´Nu er det sgu nok! Ikke om jeg gider spiller flere dage, uger, måneder med forringet livskvalitet pga. et så simpelt og primitivt behov som MAD?

Fra i dag vil jeg virkelig prøve at ændre mit spisemønster, ja faktisk hele mit livsmønster, for egentlig er det jo ikke bare selve maddelen, som skal ændres? Det er jo hele min opfattelse af det at leve og være til, og hvad der er vigtigt og betydningsfuldt for mig i liv.

Jeg vil fra i dag gøre alt, hvad der står i min magt for at ændre følgende:

• Jeg vil gerne spise for at leve og ikke leve for at spise
• Jeg vil igen gerne kunne sætte pris på de ting, som virkelig betyder noget: venskaber, sociale arrangementer, mit arbejde, min uddannelse, min sport
• Jeg vil være i nuet, når jeg beskæftiger mig med de overstående ting, og ikke bare tænke på og glæde mig til, at jeg kan komme hjem i min seng, tænde for tv-serierne, og så i gang med ædegildet
• På et tidspunkt vil jeg måske gerne kunne fortælle om min destruktive opførsel med mad, som den virkelig er, og ikke bare ‘Mor, jeg tænker sgu lidt for meget på mad’. Men også de virkelig grimme ting som jeg ALDRIG har delt med nogen. Der hvor man har hentet anden plade chokolade, eller fjerde pakke Oreos (som man ALTID har liggende), og imens man spiser allerede tænker..’hmm, hvad jeg skal hive op af skuffen når jeg har spist de her Oreos
• Jeg vil gerne tvinge mig selv til igen at spise offentligt, med andre mennesker, og ikke bare ‘gemme’ mine kalorier til om aftenen, hvor jeg kan ligge i min trygge hule, og om bord i mit eget vanvittige overspisnings-univers
• Jeg vil gerne begynde at bruge min triathlon-træning til rent faktisk at blive en bedre triathlet og ikke for at opspare kalorier til et forekommende ædegilde.

Men det er jo alt sammen meget godt. Jeg ved, at jeg har en spiseforstyrrelse, som allerede har forringet mit liv i for lang tid. Jeg vil ikke mere! Jeg vil ændre mig!

Men som sagt er det jo ikke bare at ændre maden og mønsteret. Eller jo, men så nemt er det vel ikke, for så havde jeg gjort det for længe siden.

Det svære for mig nu, tror jeg, er at finde årsagen, det bagvedliggende problem, og den afgørende ting/faktor som har kickstartet mit problem.

Jeg har altid været utilfreds med mit udseende, fra jeg var barn til teenager og til 23 års alderen. Jeg har altid været på slankekur, siden jeg var 13 år, og har altid følt mig som den grimme pige i gruppen. Hende drengene kun snakkede med for at komme i kontakt med de noget flottere og tyndere veninder i gruppen.

I 2011 kom jeg i militæret, og træning blev en stor del af mit liv. I løbet af 2 år tabte jeg 20 kg. Og dette, skal siges, var på den helt korrekte sunde måde. Ingen decideret kur men udelukkende pga, livsstilændring og øget motion.

Pludselig følte jeg mig ikke som den tykke, grimme pige mere. Jeg syntes virkelig, at jeg så godt ud og havde en pæn krop. Drengene så lige pludselig også meget mere til min side (det følte jeg i hvert fald) og i et års tid, ja så havde jeg det bare super godt.

Men så begyndte nedstigningen af den bølge også, ned til bunden, hvor jeg er nu. Jeg tror presset blev for stort! Jeg var rædselsslagen for at tage på igen. Nu kunne alle jo pludselig lide mig, og jeg var pæn osv. Sådan havde jeg det, og sådan har jeg det stadig.

Inde i mit krop findes der en orkan af et blæsevejr. Jeg er fuld at stress over, hvordan jeg ser ud, og om min krop er flot nok, og er jeg tynd nok.

Og lige meget hvad jeg gør, så er det jo ikke godt nok. For så kommer tankerne og skrækken over, at jeg mister kontrol, og pludselig tager på, bliver fed, bliver grim og havner alene, ensom, ydmyget på en øde ø.

Ja det lyder måske tåbeligt, men sådan føles det. En konstant angst og i den her angst glemmer man at leve. For der er ikke plads til andet end tanker om kropsidealer og mad.

Så jeg er jo nok nået til den konklusion, at mange af mine problemer stammer fra mit manglende selvværd. Men hvordan ændrer jeg det? Hvad gør jeg? Èn ting er jo, at jeg kan sætte mig ned og gennemskue de her ting og sige til mig selv:

‘Hey pigebarn, ingen tvangsspisning i aften. Det er jo bare fordi. at du har dårligt selvværd’.

Men så nemt er jeg bange for, det ikke bliver.

Jeg vil selvfølgelig gerne ændre mit spisemønter og spiseadfærd, men jeg vil meget hellere ændre mit tankemønster, mit selvværd, min konstante stræben efter fladere mave, flotte ben and whatsoever. Og lige dér der aner jeg ikke, hvor jeg skal starte eller slutte.

Jeg har været i militæret i næsten 5 år nu. Det vil sige, at jeg skal være udsendelsesparat, og jeg skal være mentalt i balance. Dette kan man jo diskutere, om man er, når man lider af en grad af tvangsoverspisning.

Men bottomline er, at jeg stadig godt kan varetage mit job, selvom jeg kæmper med dette. Men jeg er ikke sikker på, at min arbejdsgiver har samme forståelse for dette.

Dette gør også, at jeg aldrig kunne finde på at gå til lægen med mit problem og få en diagnose. Aldrig. Dette vil min arbejdsplads finde ud af, til de årlige sundhedstjek. Så dette er udelukket.

Samtidig kan jeg på ingen måde finde råd i budgettet til dyre hypnose-konsultationer, psykolog besøg osv.

Jeg bor i Karup og kender ikke til nogen gratis behandlingsmuligheder på den her side af Storebæltsbroen. Ingen støttegrupper eller noget. Ergo, jeg har mig selv. Og er det nok? Jeg er bange for at finde ud af det! Har endelig vedkendt mit problem, og er virkelig motiveret og klar til at få mit liv tilbage. Men hvordan gør jeg?

Hvordan arbejder jeg med mig selv og mit hoved? Det er jo der, ting skal ændres. Jeg smed ALT slik, kager, chokolade osv osv osv. UD da jeg vågnede i morges. Og det er da også en start. Men er jo ikke naiv. Jeg ved jo godt, at tingene inden i hovedet skal ændres, for i morgen eksisterer der jo stadig supermarkeder, hvorfra hele lageret kan blive genskabt på 10 minutter.

Jeg har skrevet hele denne smøre til dig, både for at få hjælp, råd vejledning. Også fordi jeg ikke ellers aner hvad, jeg skal gøre.. Og så til sidst fordi at jeg kan mærke hvor rart, tankevækkende og terapeutisk det egentlig bare er at få sat ord på sine følelser. Også selvom det kun er ord gennem et tastatur.

Jeg håber virkelig, at du kan hjælpe mig med at se hvilken retning, jeg nu skal gå, og hvad mit næste skridt skal være. Jeg kan ikke holde ud at være i mig i den rolle, hvor maden og overspisningen har kontrollen længere.

Jeg vil så gerne videre. Også inden at det får mere fatale konsekvenser mht, sundhed, job osv.

Hvis du stadigvæk læser med, ja så tak for at du gav dig tiden 🙂

Mange venlige hilsner fra Louise

Kære Louise

Tak for din mail hvor du meget præcist sætter ord på de udfordringer, du oplever i forhold til mad, krop og udseende. Jeg er sikker på, at mange med en spiseforstyrrelse vil kunne genkende sig selv i det, du skriver og det spørgsmål, du stiller: “Jeg har erkendt, at jeg lider af en spiseforstyrrelse. Hvad gør jeg nu?”
 

Behandling af spiseforstyrrelser – Erkendelsen er første skridt

Først og fremmest: Hvor er det godt, at du har erkendt, at du har udviklet en spiseforstyrrelse og er motiveret til at arbejde med dit forhold til mad! Det er de første, afgørende skridt på vej ud af spiseforstyrrelsen.

Du har indset, at spiseforstyrrelsen inviterer dig til at kigge indad og, som du er inde på, vil det være godt, at du åbner op og fortæller det til din mor – eller en anden person, du har tillid til. Det hjælper at sige det højt og dele med nogen, der lytter og møder dig med accept.

Du har allerede taget de første skridt på din vej til at slippe spiseforstyrrelsen. Det glæder mig at høre, at du har fået hjælp til erkendelsen ved at lytte til mit online foredrag om overspisning.

Når lykken alligevel ikke er et vægttab

I din mail beskriver du, hvordan du, efter et vægttab, er nået til erkendelsen af, at dit spisemønster også handler om følelser. At glæden over vægttabet er erstattet af frygten for at tage på. En frygt der hænger sammen med din oplevelse af, at der er andet på spil end kroppens størrelse: “Jeg var rædselsslagen for at tage på igen. Nu kunne alle jo pludselig lide mig…”skriver du.

Du skriver, at du er nået til den konklusion, at dit forhold til mad, vægt og udseende må handle om selvværd. Jeg kunne ikke være mere enig.

At se rigtig ud handler om behovet for at blive set

Når det bliver så vigtigt at se ud på en bestemt måde, handler det om meget andet end forfængelighed. Det handler dybest set om behovet for kærlighed. At blive set og accepteret for lige præcis den man er, så man kan acceptere sig selv.

Her indebærer vejen ud af en spiseforstyrrelse blandt andet, at man arbejder med at adskille, hvordan man ser ud, fra hvem man er. At styrke kontakten til sine kvaliteter og ressourcer så ens selvværd ikke er betinget af andres accept, (og hvad man tror, andre synes om en).
 

Helhedsorienteret behandling af spiseforstyrrelser

Jeg tænker, at du har brug for en behandler, der kan følge dig på vej, skridt for skridt. Som kan hjælpe dig med at få klarhed over og støtte dig i arbejdet med både de psykologiske årsager, de biologiske årsager og de vaner der har betydning for spiseforstyrrelsen.
 

Behandling af spiseforstyrrelser – hvad er mulighederne

Du efterspørger et gratis eller billigt behandlingstilbud i nærheden af Karup, hvor du bor, om som ikke forudsætter, at du tager kontakt til din læge.

Det har jeg desværre ikke kendskab til.
 

LMS har en række gratis tilbud

Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade, LMS, har afdelinger i Århus og i Aalborg. De har en række forskellige gratis tilbud, og du kan undersøge mulighederne på deres side.

Jeg ved, at man kan søge støtte til behandling gennem fonde. Måske de kan fortælle dig mere om det hos rådgivningen i LMS.

Har du en privat sundhedsforsikring, kan du undersøge, om den dækker behandling af spiseforstyrrelser. Enkelte, af dem der har gået i forløb hos mig, har fået udgifterne dækket af forsikringen.
 

Behandling af spiseforstyrrelser – offentlige behandlingssteder

Ønsker du gratis behandling, er den mulighed, jeg ellers kender til, at du forhører dig hos din læge. Jeg anbefaler altid, at man som det første kontakter sin læge, hvis man har mistanke om, at man lider af en spiseforstyrrelse.

Lægen vil oftest kunne orientere dig om de behandlingsmuligheder, der findes i den kommune, du bor i. Hvis spiseforstyrrelsen er af en karakter og sværhedsgrad, der kræver specialiseret behandling, skal lægen i henhold udrednings- og behandlingsgarantien henvise dig til et offentligt behandlingstilbud inden for 2 måneder.
 

Behandling af spiseforstyrrelser – private behandlingstilbud

Når det er sagt, så er det ikke sikkert, at din læge kan henvise dig videre. Mulighederne for behandling i offentligt regi for tvangsoverspisning (hvis det er den spiseforstyrrelse, du lider af) er pt. begrænsede. Derfor vælger mange selv at afholde udgifterne til behandling.

Der sker heldigvis meget på området lige nu, hvor tvangsoverspisning endelig er blevet anerkendt som selvstændig diagnose. Det betyder, at der er flere gratis behandlingstilbud på vej. Du kan læse mere om mulighederne hos LMS. 

Jeg er nu heller ikke sikker på, at en læge vil diagnosticere dig med spiseforstyrrelsen tvangsoverspisning. Ud fra din beskrivelse af din triathlon træning og fokus på kontrol med maden kunne det også være spiseforstyrrelsen bulimi/aptypsik bulimi.

Fordi det der kendetegner det bulimiske mønster, er overspisninger kombineret med kompenserende adfærd. Du kan læse om diagnosekriterierne for bulimi her. Hvilken diagnose der evt. kan stilles, kan have betydning for dine muligheder for behandling. Sådan er det lige nu – desværre.

Du skriver, at du ikke ønsker at kontakte din læge pga. dit arbejde. Jeg forstår dine overvejelser. Det kan være rigelig udfordring at henvende sig til lægen. Du står også med den problematik, at din arbejdsplads vil blive orienteret.

Samtidig tænker jeg, at der er nogle grunde til, at din arbejdsplads har deres retningslinjer. Kunne man forestille sig, at der på nogen måde kunne komme noget positivt ud af, at din arbejdsplads bliver orienteret om din spiseforstyrrelse? Jeg har ikke kendskab til din arbejdsplads, men jeg mener, at det er værd at overveje.

Du skriver, at du ikke har plads i budgettet til selv at betale for behandling. En anden vinkel er at overveje, hvad det koster dig at have en spiseforstyrrelse? Hvad koster det dig at overspise i løbet af en måned, ½ år og 1 år? Min erfaring er, at det kan være meget dyrt.

Et behandlingsforløb er en udskriving her og nu, men over tid kan det være billigere, end hvis spiseforstyrrelsen fortsætter – når du ser på det ud fra et rent økonomisk perspektiv.
 

Onlineforløb om bulimi og overspisning

En mulighed er også mine onlineforløb, der netop omhandler hhv. bulimi og overspisning. Det er onlineforløb, hvor man (meget kort fortalt) gennem indsigt, redskaber og øvelser lærer at erstatte spiseforstyrrelsen med andre og bedre løsninger.

Alt afhængigt af sværhedsgraden af din spiseforstyrrelse kan du vælge at supplere med individuelle sessioner undervejs. Sessionerne kan afholdes online, hvilket blandt andet er en fordel, når afstanden er stor.

De 2 onlineforløb er ikke gratis men billigere end et individuelt forløb, – også selvom du vælger at supplere med individuelle sessioner, da du i så fald (formentlig) behøver færre af dem. Du kan læse mere om onlineforløbene her:

• Onlineforløbet “Farvel bulimi. Hej frihed. 
• Onlineforløbet “Fra overspisning til overskud”. 

I guiden “Sådan bryder du bulimiens negative cirkel i 5 trin” og guiden “Sådan slipper du din overspisning i 8 trin”, får du gode råd til støtte og inspiration:

• Læs med i guiden om bulimi her
• Læs med i guiden om overspisning her.

Jeg ønsker dig held og lykke på din vej ♥

Kærligst
Louise Stokholm