Bulimia Nervosa?

Kære brevkasse

Jeg har vildt ondt i maven over at skrive til dig med tanken om, at nogen skulle opdage hvad, det er, jeg gør ved mig selv… Jeg kaster min mad op og kan ikke forstå hvorfor, jeg ikke bare kan spise sundt og holde mig fra det usunde.

Skal eller skal jeg ikke kontakte min læge?
Mine børn, mand eller omgangskreds må aldrig nogensinde vide noget.

Sådan skriver en kvinde, der udviser tegn på spiseforstyrrelsen bulimia nervosa (bulimi på dansk).

Kære Louise

Jeg har vildt ondt i maven over at skrive til dig med tanken om, at nogen skulle opdage hvad, det er, jeg gør ved mig selv…

Jeg har over en lang periode tabt mig ved egen hjælp, hvilket gik okay, men for langsomt synes jeg selv. Så for ca. 2 år siden betalte jeg for en personlig træner, og her startede det hele.

Jeg begyndte at kaste min mad op dagene inden vejning for ikke at skuffe mig selv eller min træner.

Og nu sidder jeg her, 2 år efter, og har lige haft kørt en periode igen på 2 mdr. med kostvejleder og vejning (vejer 68,6 og er 180 cm). Jeg havde lovet mig selv, at når forløbet her var slut, ville jeg ikke kaste maden op mere…
Nu skulle det være, men bare i dag er det gået galt to gange..

Jeg synes stadig selv, at jeg er for stor og ville gerne ned i vægt. Min drømme vægt er 65 kg.

Og samtidig ved jeg sku’ ikke hvorfor, jeg ikke bare kan spise sundt og ikke have behovet for det usunde, som jeg alligevel skynder mig at kaste op igen.

Da tanken om hvad jeg har spist, ikke er til at holde ud..

Skal eller skal jeg ikke kontakte min egen læge ??

Jeg vil for alt i verden ikke have, at mine børn, mand eller omgangskreds nogen sinde kommer til at vide noget om dette…

Kære dig

Hvor er det godt, at du har taget mod til dig og skrevet til mig/brevkassen. Det er første og vigtige skridt på vejen til et liv uden en spiseforstyrrelse.

Når jeg læser din mail, tænker jeg, at det må være hårdt og energikrævende for dig – både at opretholde det forhold til mad, træning og vægt og samtidig holde det fuldstændig hemmeligt for dem omkring dig. Jeg forestiller mig, at det også må være ensomt, at du går med noget, der fylder så meget for dig uden at dele det med nogen.

Jeg ved, at der er mange, der har det ligesom som dig og holder spiseforstyrrelsen hemmelig. Sådan var det også for mig, i mange af de år, jeg selv led af en spiseforstyrrelse.

Du har taget dit første, modige skridt ved at skrive til brevkassen. Det er GODT og betyder, at du nu er på vej ❤

Du bruger ikke selv ordet spiseforstyrrelse, men ud fra det du skriver, er det mit indtryk, at der er tale om en spiseforstyrrelse:

Tegn på spiseforstyrrelse

I din mail beskriver du hvordan ….

• du er utilfreds med din krop og ønsker at tabe dig (på trods af, at dit BMI ligger inden for normalområdet)
• at du har en intention om udelukkende at spise ‘sundt’ og ikke ‘usundt’ (dvs,. at du har regler for hvad, du må spise og ikke må spise)
• du sætter dig for, at du udelukkende vil spise ‘sundt’, men kommer til at spise det ‘usunde’
  tanken om hvad du har spist, ikke er til at holde ud
• du kaster maden op igen, når du har spist ‘usundt’ og forud for vejning.
• du er bange for, at andre opdager hvad, du gør ved dig selv. Jeg tolker det sådan, at du mærker hvordan du med dit forhold til mad og vægt, udsætter dig selv og din krop for en ukærlig og hårdhændet behandling.

Det lyder altså til, at dine tanker og adfærd i forhold til mad og din krop fylder og styrer så meget, at det både slider på din livskvalitet og på din krop. Det er netop det, der kendetegner en spiseforstyrrelse.

Bulimia nervosa – den “skjulte” spiseforstyrrelse

Jeg tænker også, at dit spisemønster og forhold til mad har fællestræk med spiseforstyrrelsen bulimi. På latin hedder spiseforstyrrelsen bulimia nervosa, der betyder nervøs overspisning.

Spiseforstyrrelsen bliver også kaldt for den “skjulte” spiseforstyrrelse fordi, de fleste med bulimia nerovsa er normalvægtige, hvilket gør det muligt at holde spiseforstyrrelsen skjult for omgivelserne i mange år.

Kendetegn ved bulimia nervosa er blandt andet,…

• at man er bange for at tage på i vægt
• at man oplever at miste kontrollen over maden og kan spise store mængder mad på kort tid.
• efter overspisningerne forsøger man at kompensere blandt andet ved at følge skrappe diæter, dyrke overdreven motion og kaste maden op.
• at spisemønsteret er kaotisk og præget af enten-eller tænkning

Du giver ikke udtryk for, at du spiser store mængder mad på kort tid – det som ellers kendetegner overspisningerne, når vi ser på diagnosekriterierne for bulimia nervosa.

Du fortæller, at du spiser ‘usundt’, selvom du har sat dig for udelukkende at spise ‘sundt’. På den måde kan man kalde det en subjektiv overspisning, hvor du spiser for meget i forhold til det, du har sat dig for at spise.

Du kan overveje hvorvidt, der er tale om en reel overspisning som beskrevet i diagnosekriterierne for bulimia nervosa. F.eks. kan du stille dig selv spørgsmålet: Hvis andre så hvad du spiser, når du spiser det ‘usunde’, ville de så mene, at det er en overpisning? Er det reelt meget mad, du spiser?

Bulimia nervosa? Lægen stiller diagnoser

En nærmere afklaring af om du i diagnostisk forstand lider af spiseforstyrrelsen bulimia nervosa, kan du få hos din læge. Det er lægen, der stiller diagnoser, og det vil være relevant, hvis du ønsker at undersøge dine muligheder for at få behandling via det offentlige.

Bulimidiagnose eller ej. Det jeg mener, der er vigtigt af forholde sig til her, det er, at dit forhold til mad, krop og vægt påvirker dig og din krop negativt. Det har du brug for at få taget dig af. Om vi kalder det bulimia nervosa eller atypisk spiseforstyrrelse, mener jeg, er mindre vigtigt.

Spiseforstyrrelsen er også din løsning

For at kunne ændre dit forhold til mad, krop og træning er det nødvendigt at forstå årsagerne til, at du har det sådan. Der er altid mange og sammensatte årsager til en spiseforstyrrelse. Udadtil handler spiseforstyrrelsen om mad, krop og vægt. Indadtil handler spiseforstyrrelser om følelser, man har svært ved at rumme og håndtere.

Spiseforstyrrelser er en vej til at løse problemer/håndtere svære følelser og samtidig, er spiseforstyrrelsen et problem.

Spiseforstyrrelsen forsvinder ikke ved, at du forsøger at ‘tage dig sammen’. Løsningen er ikke mere kontrol, ved at du forsøger at undgå de ‘usunde’ fødevarer. Kontrollen er en del af problemet.

Det er vigtigt, at du opsøger hjælp til at få vendt den negative cirkel, det lyder til, at du er inde i. At du får hjælp til at undersøge hvilke biologiske, følelsesmæssige og vanemæssige årsager, der kan være til spiseforstyrrelsen, så du skridt for skridt kan begynde at slippe den igen.

‘Når bare jeg har tabt mig – så får jeg et naturligt forhold til mad’

Tanken om at ‘når bare jeg har tabt mig, – så får jeg et naturligt forhold til mad’, er en tanke som mange med en spiseforstyrrelse kan genkende. Det er imidlertid ikke det, der sker. Tværtimod er slankekure og vægttab brændstof for spiseforstyrrelsen, og det er netop det, du oplever.
 

For at slippe spiseforstyrrelsen er det væsentligt, at du accepterer, at lige nu handler det ikke om et vægttab. Lige nu handler det om at slippe spiseforstyrrelsen. At være på slankekur sideløbende med at man forsøger at blive fri af spiseforstyrrelsen, er at træde på speeder og bremse på samme tid.
 

Slut fred med kroppens naturlige vægt

En del af processen ved at slippe spiseforstyrrelsen kan også være, at du arbejder med at acceptere din vægt, som den er. At blive ved med at kæmpe for et vægttab og insistere på at kroppen skal have en anden størrelse end det, der er naturligt for den, vil bidrage til at fastholde dig i spiseforstyrrelsen.

Jeg ved godt, at det kan være noget af det sværeste at acceptere, også selvom dit BMI er inden for normalområdet. Forsøg at lade det være en del af processen selvom du måske kan have svært ved at forestille dig det lige nu.
 

Skal – skal ikke sige det til min læge?

Det allervigtigste er, at du får sagt det til nogen. Hvis det er din læge, du har det bedst med at fortælle det til, så tal med ham/hende. Lægen kan fortælle dig, om du har mulighed for at få behandling via det offentlige.

Desuden vil lægen kunne undersøge, om der er nogle fysiske følgevirkninger af spiseforstyrrelsen, der skal tages hånd om.

Hvis det ikke er muligt for dig at få behandling inden for det offentlige, eller du ikke er tilfreds med behandlingstilbuddet, kan du søge behandling inden for det private.

Jeg anbefaler, at du vælger en specialiseret behandler og et helhedsorienteret behandlingstilbud, der forholder sig til de fysiologiske og psykologiske årsager til spiseforstyrrelsen.

Derudover er det vigtigt, at du har en god kemi med behandleren/behandlerne. Mærk efter om det føles rigtigt for dig – at du føler dig tryg og godt tilpas.
 

‘Spiseforstyrrelser trives bedst i hemmelighed

Spiseforstyrrelser har de ‘bedste’ vilkår for at udvikle sig, når de lever skjult. Derfor er det vigtigt, at du fortæller andre om hvordan, du har det. At du deler det, du har delt her i brevkassen.

En anden grund til at jeg anbefaler dig at fortælle det til nogen, det er, at du formentlig vil opleve, at der sker noget med dig, når du åbner op og fortæller. Der begynder at ske noget med, hvordan du forholder dig til dig selv og dit forhold til mad.

Det er gerne nogle af de her første og vigtige skridt på vej ud af en spiseforstyrrelse. Der sker også noget med dig, når du ikke fortæller det til nogen. Når du går og holder en del af dig, der fylder så meget, hemmelig, så kan det forstærke følelser af skyld og skam.

Det kan blive en negativ spiral: Hvis du bruger mad, kontrol over mad, krop og vægt til at håndtere nogle af de her svære følelser, så kan det blive en negativ spiral, og den har du brug for at få brudt.
 

Bryd tavsheden

Når du fortæller det til nogen så overvej hvem, det skal være. Du har brug for at blive modtaget positivt, så overvej om det skal være din partner, ven, veninde eller nogen i din familie.
 

 
Det kan også være, at det er nogen udefra, som ikke kender dig. Ligesom du har skrevet til mig for svar i klinikkens gratis brevkasse, findes der forskellige steder, hvor du kan henvende dig. F.eks. hos LMS (Landsforeningen For Spiseforstyrrelser og Selvskade) og LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede og Pårørende), hvor du kan få gratis rådgivning.

Igen – hvis det er din læge, du har det bedst med at fortælle det til, så gør det. Og lad det være ok hvis du ikke er klar til at dele det med flere lige nu. Det vigtigste er, at du får professionel hjælp. Så kan du fortælle det til nogle af dem, du har tæt på dig efterhånden, som du bliver klar til det.
 

Vilje og handlekraft

At opretholde et spisemønster og kæmpe for at kontrollere kroppen, som du gør, er tegn på, at du har både vilje og handlekraft. Lige nu bruger du de ressourcer på at håndtere svære følelser og søge det, du dybest set har brug for gennem spiseforstyrrelsen.

Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er rigtigt, at det forholder sig sådan, men det er mit indtryk ud fra det, du skriver og min erfaring med de underliggende årsager til spiseforstyrrelser.

Jeg håber for dig, at du får den hjælp, du behøver, så du i stedet kan bruge din vilje og al den handlekraft, til at erstatte spiseforstyrrelsen med det, du reelt har brug for, og som vil give dig større livskvalitet og glæde.

Jeg ønsker dig held og lykke fremover. Pas godt på dig ❤

Kærligst,
Louise