Brevkasse: sukkerafhængighed eller spiseproblem?

Sukkerafhængighed eller spiseproblem?

Kære brevkasse

“Jeg tror, at jeg har et spiseproblem. Måske er jeg afhængig af sukker? For det er ikke mad, “jeg går efter”. Det er jeg faktisk næsten ligeglad med, men alt hvad der er sødt, som jeg kan komme i nærheden af, ryger ned med 100 km/t.”

Kære brevkasse

Jeg har taget tilløb mange gange, men …. jeg tror, at jeg har et spiseproblem. Det er ikke mad, “jeg går efter”. Det er jeg faktisk næsten ligeglad med, men alt hvad der er sødt, som jeg kan komme i nærheden af, ryger ned med 100 km/t.

Min mand må gemme det, han køber, hvis det er til hygge med gæster eller fredagsslik, men tit finder jeg det alligevel. Det har været on and off men det sidste halve år, er det blevet slemt. Jeg har taget 10 kg mere på og vejer i forvejen for meget. Jeg vejer 123 kg, er 181 cm høj og 54 år.

Jeg køber ikke ind. Det overtog min mand for længe siden, for jeg bliver fristet over evne. Men nogle gange sniger jeg mig alligevel i en butik og køber, men kun slik og kager.

Min familie prøver virkelig at passe på mig, men det er ligesom min krop og min hjerne vil noget andet, der er dårligt og ondt ved mig selv.

Jeg vil gerne have hjælp, men ved ikke hvor, jeg skal lede efter hjælp til det her problem. Samtidig er jeg frygtelig flov over, at jeg ikke kan tage ansvar, tage mig sammen og tabe mig.

Jeg er bange for, at min datter begynder på det samme, Hun spiser også tit noget i smug, har jeg opdaget, og vejer allerede som 11 årig 87 kg. Hun er 175 cm høj. Håber, at du kan hjælpe mig videre.

Kære dig

Hvor er det godt, at du skriver. Det er ubehageligt at opleve, når maden, eller rettere sukkeret, i den grad “tager magten”, som du oplever, når du får spist noget helt andet end det, du egentlig gerne vil. Det er også min erfaring, at det slider på selvtilliden og ofte også selvværdet, når vi ikke er i stand til at overholde de aftaler, vi laver med os selv.

Du skriver, at du på grund af din trang til sukker ikke længere handler ind. At din mand må gemme slik og søde sager, og at du sniger dig til de søde sager i hemmelighed. Det samme gælder din datter.

Det er absolut ikke tilfredsstillende for dig/jer at have det sådan. Det har du/I brug for at få gjort noget ved!

 

Det handler om meget andet end “viljestyrke”

Af din mail læser jeg, at du gør det samme som mange andre: Du har fokus på HVAD, du bør spise og ikke bør spise og forsøger at “tage dig sammen”. Når du “falder i”, bebrejder du dig selv og bliver flov. Det er altså synd, for sådan behøver det ikke at være. 

Hvorfor er sukker så værdifuldt for dig?

Jeg tænker, at du mere har brug for at kigge nysgerrigt på din sukkerafhængighed. At være undersøgende i forhold til HVORFOR du har så meget trang til sukker, så det “ryger ned med 100 km/t”, som du skriver.

Brevkasse - om sukkerafhængighed

Når du ved hvorfor, du har lyst til sukker, kan du begynde at tænke i løsninger. Det gælder altså mere om at arbejde med at få mindsket din trang til sukker, end at du skal være standhaftig.

Spørgmålet er her, som du skrev i mailens emnelinje; Er det sukkerafhængighed eller et spiseproblem?

Din sukkerafhængighed/spiseproblem kan handle om:

  • Biologi,
  • Følelser eller
  • Vaner

 

Hvis din sukkerafhængighed skyldes biologi:

Når blodsukkeret er ustabilt, efterspørger kroppen et hurtigt boost – det er her, din sukkertrang kommer ind. Imidlertid sker der det, at dit blodsukker meget hurtigt dykker igen, og du får lyst til mere sukker. Du sidder altså i en negative cirkel, hvor dit blodsukker blot bliver endnu mere ustabilt.

Derfor skal du arbejde med at stabilisere dit blodsukker gennem hyppige måltider – 3 hovedmåltider og 2 – 3 mellemmåltider. Desuden skal du sørge for at sammensætte dine måltider, så du både får protein, sunde fedtstoffer og langsomme kulhydrater.

 

 

Et stabilt blodsukker er 1. prioritet

Holder du på denne måde dit blodsukker stabilt så TRO MIG: din trang til sukker bliver langt mindre. Det bliver altså ikke så svært at “stå imod”.
En god søvn er afgørende, når du vil kvitte din sukkerafhængighed

Noget andet der kan spille ind, på din sukkerafhænighed, er søvnunderskud. Det kan lyde banalt, men det er simpelthen så vigtigtigt med søvn. Det har enorm betydning ikke bare for dit mentale overskud men også i forhold til hvad, du spiser.

 

Hvis din sukkerafhængighed handler om følelser:

Opstår trangen til sukker fortsat, selvom du holder blodsukkeret stabilt og sover tilstrækkeligt? Så kan det være, at din sukkerafhænighed handler om følelser. At du bruger sukkeret til at…

  • trøste og give dig selv omsorg,
  • belønne dig selv,
  • underholde,
  • kompensere for andre afsavn i dit liv,
  • holde en pause – læg her særligt mærke til sammenhængen mellem stress og sukker,
  • sætte svære følelser på pause.

Når du undersøger, hvad det er, du bruger sukkeret til, kan du observere dig selv: hvad er det for situationer og sammenhænge, du får lyst til sukker? Hvad udløser sukkertrangen?

Det er sjældent den samme følelse, vi forsøger at regulere med mad eller sukker, men det kan være mange forskellige følelser alt afhængig af situationen.

Når du får overblik over, hvilke følelser din sukkerafhængighed drejer sig om, kan du begynde at tænke i alternative løsninger. Hvad kunne være andre og bedre løsninger til f.eks. trøst, omsorg, belønning, underholdning etc. end sukker?

 

Er sukkeret din sladrehank, du med fordel kan lytte til?

Gør din sukkerafhængighed dig opmærksom på noget, du har brug for at få taget stilling til i dit liv? Hvis du f.eks. ofte spiser sukker fordi, du er ked af det, kan det være, at du har brug for at overveje hvad, det er i dit liv, der gør dig så ked af det. Hvis det nu er tilfældet.

Når det handler om mad/sukker og følelser, kan det være godt at have en behandler ved din side. Det kommer an på karakteren af dit “spiseproblem”. Er det en decideret spiseforstyrrelse, har du formentlig brug for hjælp på vejen.

De fleste der overspiser, beskriver faktisk ligesom du, at de primært spiser sukkerholdige fødevarer eller fast food som pizza, burger etc.

Du kan undersøge, om du i diagnostisk forstand lider af spiseforstyrrelsen tvangsoverspisning.

Reelt oplever jeg, at overspisning kan tage sig ganske forskelligt ud. Er det en spiseforstyrrelse, kan du have brug for professionel hjælp til at få vendt den negative cirkel.

En decideret spiseforstyrrelse er når ens tanker og adfærd i forhold til mad, vægt og udseende fylder og styrer i en sådan grad, at det begrænser livsudfoldelsen og slider på livskvaliteten.

Om det så lige falder ind under diagnosekriterierne, er i denne sammenhæng mindre vigtigt. Det der til gengæld er vigtigt, det er, at du får gjort noget ved det og, hvis du tænker, at det er en egentlig spiseforstyrrelse, at du får noget hjælp.

 

Hvis din sukkerafhængighed handler om vaner:

Det kan blive en vane at have et bestemt spisemønster, at belønne sig selv med noget sukkerholdigt hver gang, man skal fejre noget, hver aften, hver fredag etc. Det kan også blive en vane at håndtere sine følelser med sukker.

Når vi skal arbejde med vaner, kommer vi ikke uden om, at det kræver en vis viljestyrke. Derfor er det så vigtigt med motivation. Du kan her overveje, hvad du kan se frem til, når det er lykkedes dig at slippe din sukkerafhængighed? Hvad er gevinsterne?

Når du har gjort noget andet, end det du plejer, altså undladt at spise sukker et vist antal gange, så begynder du at have brudt med det mønster og er i færd med at indarbejde andre mønstre, andre vaner.

 

Brevkasse: om sukkerafhængighed og vaner

Spisemønsteret afspejler nu oftest en kombination af de 3: biologi, følelser og vaner. Start med fundamentet: biologien og fortsæt derfra til at arbejde med følelserne og sidst vaner. Det er sådan, du hjælper dig selv bedst på vej. 

Her er de 4 gode råd til sukkerafhængighed:

  1. Tag ansvar for dit blodsukker: sørg for at spise regelmæssigt og sammensæt dine måltider ud fra det, der holder blodsukkeret stabilt.
  2. Vær særligt opmærksom på at du får søvn nok og sørg for, at du får gearet ned, hvis du er stresset.
  3. Overvej om du håndterer dine følelser med sukker. Vær nysgerrig og registrer hvad det er, du bruger sukkeret til og find andre og bedre løsninger end sukker. En behandler der kan følge dig på vej, kan være nødvendigt, hvis det er en spiseforstyrrelse.
  4. Har din sukkerafhængighed stået på i lang tid, kan det også være blevet til en vane for dig at spise meget sukker. Den vane har du brug for at få brudt – det kræver din viljestyrke, motivation og tålmodighed. På et tidspunkt har du fået sukkeret så meget på afstand, at det ikke har samme tiltrækning på dig som tidligere.

Kære kvinde: Jeg ønsker dig held og lykke med at få vendt den negative cirkel, jeg kan høre, at du er inde i mht. sukker. Det samme gælder din datter – ud fra det du skriver tyder det på, at det vil være en godt at få taget det op med hende. Hvis du oplever, at vejen er for svær at gå selv så søg noget hjælp til det.

Det sidste jeg vil nævne her: misbrug og afhængighed trives bedst i hemmelighed. Jeg vil derfor opfordre dig til at gøre det til din og familiens kultur at undgå hemmeligheder – også når det gælder mad og sukker.

Jeg ved godt, at det kan kræve noget mod, men når først du/I har vænnet jer til den åbenhed, føles det både bedre og bliver nemmere at gøre noget ved.

sukkerafhængighed eller et spiseproblem? Læs med i brevkassen

Kærlig hilsen
Louise Stokholm

Brevkasse: sukkerafhængighed eller spiseproblem?

Du kan læse mere om overspisning her: