Min mor er overspiser
Kære brevkasse
Hvis min mor fortsat overspiser som nu, ender jeg med at miste hende. Enten fordi jeg ikke kan mere eller fordi, hun dør før, hendes tid er kommet.
Sådan skriver en bekymret datter til brevkassen.
Kære brevkasse
Så længe jeg kan huske, har min mor været overvægtig. Ekstremt overvægtig.
I maj måned i år var hun så uheldig at falde i badeværelset. Jeg var heldigvis hjemme sammen med min far, og vi fik hende i fællesskab op at sidde på en stol. Men vi måtte ringe efter en ambulance, da hun ikke kunne støtte på sit ben.
Hendes reaktion på hele denne traumatiske oplevelse for mig var at ryste på hovedet og grine. Da hun sad på båren, gav hun mig en thumbs up, da hun så, jeg sad med tårene trillende ned af kinderne.
Da hun kom hjem fra sygehuset om aftenen med den besked, at hun ikke måtte støtte på benet i 4 uger minimum, kunne jeg bare ikke mere.
Jeg fortalte hende om alle de følelser, jeg gik med. Jeg råbte af hende. Spurgte hende om hvorfor, vi skulle tage hensyn til hende og hendes følelser, når hun aldrig havde tænkt på vores.
Efter nogle minutters råben af hende gav jeg hende et ultimatum.
Jeg sagde til hende, at hvis hun ikke tog sig sammen, så kunne vi ikke have det samme forhold til hinanden mere.
Jeg kunne ikke mere, og jeg kan ikke mere.
Dagen efter åbnede min far også op for sine følelser. Han fortalte hende, at han elskede hende til månen og tilbage, men at han heller ikke kunne holde til det mere. Hvis hun ikke tog sig sammen, ville han skilles.
Jeg kontaktede mine søstre, og de var enige. Jeg tog fat i min mors brødre, og de tog kontakt til hende og sagde, at nu måtte der altså ske noget.
Der skete noget. Hun tabte sig 10 kg i løbet af et par måneder. Og det var enormt flot. Men så begyndte hun på arbejde igen. Og så har vægten stået stille siden august.
Jeg har et par gange konfronteret hende med det manglende vægttab. For 3 uger siden skrev min far en sms om, at mor havde det dårligt, og at vi ikke måtte nævne noget om hendes vægt.
I går aftes ringede min mor og sagde, at hun var sygmeldt fra arbejdet. Hun har æren af at have det utaknemmelige job som hjemmehjælper. Og hun havde brug for en pause fra det.
Men jeg ved, at det er mere end det. Hun har i nogen tid oplevet stærke smerte i hendes ene fod. Hun kom med alle mulige undskyldninger til hvad, der kunne være galt.
Jeg spurgte hende, om hun havde overvejet, at det kunne handle om hende overvægt. Den kommentar tog hun ikke pænt imod.
Dagen efter åbnede min far også op for sine følelser. Han fortalte hende, at han elskede hende til månen og tilbage, men at han heller ikke kunne holde til det mere. Hvis hun ikke tog sig sammen, ville han skilles.
Jeg kontaktede mine søstre, og de var enige. Jeg tog fat i min mors brødre, og de tog kontakt til hende og sagde, at nu måtte der altså ske noget.
Der skete noget. Hun tabte sig 10 kg i løbet af et par måneder. Og det var enormt flot. Men så begyndte hun på arbejde igen. Og så har vægten stået stille siden august.
Jeg har et par gange konfronteret hende med det manglende vægttab. For 3 uger siden skrev min far en sms om, at mor havde det dårligt, og at vi ikke måtte nævne noget om hendes vægt.
I går aftes ringede min mor og sagde, at hun var sygmeldt fra arbejdet. Hun har æren af at have det utaknemmelige job som hjemmehjælper. Og hun havde brug for en pause fra det.
Men jeg ved, at det er mere end det. Hun har i nogen tid oplevet stærke smerte i hendes ene fod. Hun kom med alle mulige undskyldninger til hvad, der kunne være galt.
Jeg spurgte hende, om hun havde overvejet, at det kunne handle om hende overvægt. Den kommentar tog hun ikke pænt imod.
Nu står jeg her over for et problem, som vi, i vores familie, er blevet verdensmestre i at ignorere. Hvad gør vi?
Jeg har ikke lyst til at gøre alvor af mit ultimatum, jeg har ikke lyst til at miste min mor. Men hvis det fortsætter, som det gør nu, så mister jeg hende. Enten fordi jeg ikke kan mere, eller også fordi hun ender med at dø før, hendes tid er kommet.
Hvad gør jeg?
Kære bekymrede datter
Jeg kan godt forstå, at du bliver bekymret for din mor, der overspiser. Det kan være svært at se til uden, at kunne gøre noget for at ændre på hendes situation.
Det fremgår af dit spørgsmål til brevkassen, at du og din familie elsker din mor højt. Og at I bekymrer jer for de helbredsmæssige følger, der kan være pga. din mors overvægt.
Som du skriver, er du bange for at miste hende, og du spørger hvad, du skal gøre.
Motivationen skal komme fra din mor
Det første spørgsmål der er relevant her, det er, om din mor har et ønske om at tabe sig? Det fremgår ikke af din besked, om din mor har forsøgt at tabe sig fordi, det er hendes ønske eller en reaktion på, at du og familien fortæller hende, at hun bør tabe sig.
Ønsket og motivationen skal komme fra hende selv, – ellers holder det sjældent i længden.
Samme løsning – samme resultat
Hvis hun ønsker det selv, så skal hun finde ud af hvilken vej til et vægttab, der er den rette for hende. Har hun prøvet mange slankekure uden, at det har været en holdbar løsning, så er det næppe den vej, hun skal gå igen. Men det er selvfølgelig hendes valg.
Bebrejdelser og trusler dur ikke
Jeg er med på, at det kan være svært, når du/I bekymrer jer, men I må droppe agendaerne på hendes vegne og forsøg på at kontrollere hende. Det er en åben, lyttende, accepterende dialog der er vejen.
Din mor bestemmer over sig selv. Derfor er det også kun hende, der kan ændre sit spisemønster og forhold til mad, hvis hun ønsker det.
Med det mener jeg ikke, at du/I skal lade som ingenting og undlade at tale med hende. Ligesom det er din mors ansvar at tage sig af sig selv (og definere hvad, det vil sige for hende), er det dit ansvar, at du tager dig af dig.
Mit bud er, at det bliver sværere for dig at være sammen med din mor, hvis du forsøger at lægge låg på de tanker og følelser, du har i forhold til din mors overvægt.
Fortæl hvordan det påvirker dig
Det, du kan gøre, er at fortælle hende om din bekymring. Det er ikke sikkert, at det ændrer noget i forhold til din mors overvægt, men måske bliver det lidt nemmere for dig at være sammen med din mor, når du har fortalt hende hvordan, det påvirker dig. At du bliver ked af det og bange for at miste hende, når hun overspiser.
Det hører jeg også, at du/I har gjort. Men som nævnt dur bebrejdelser og trusler ikke.
Når du taler ud fra dine følelser og behov, er der langt større mulighed for, at din mor kan modtage det, du siger.
Det er også det, man kalder selvansvarlig kommunikation. Det vil sige, at du fortæller om hvordan, det påvirker dig – modsat at angribe ved at anklage.
Mange årsager til overvægt
Der er ingen, udover din mor, der til fulde kender til årsagerne for hendes overvægt. Det er endda også meget muligt, at din mor ikke er bevidst om (alle) årsagerne. Derfor giver det ingen mening af dømme.
Det kan være, at hun har det godt med sin krops størrelse, og det kan være, at hun ønsker sig, at den var anderledes. Hvis det er tilfældet, at hun gerne vil og har forsøgt at tabe sig, men ikke er lykkedes med det, så er der nogle grunde til det.
Det er min erfaring, at…..
…mennesker gør deres bedste ud fra de forudsætninger, de har – indtil de bliver i stand til noget andet.
Er det en spiseforstyrrelse?
Hvis det forholder sig sådan, at din mor ønsker at tabe sig, så er spørgsmålet hvordan, hun kan lykkes med det. Her melder der sig et andet spørgsmål:
Er årsagen til din mors overvægt en spiseforstyrrelse? Med andre ord: er det følelser, der styrer hvordan, din mor hun spiser?
Er det spiseforstyrrelsen tvangsoverspisning?
Det kan også være, at hendes overvægt f.eks. skyldes manglende viden om sund kost og/eller vaner. Det er væsentligt at afklare for at kunne sige noget om hvad, der vil hjælpe din mor.
Det er selvfølgelig ikke sikkert, at du ved det. Jeg spørger fordi, du har skrevet til klinikken her, og jeg tænker, at det måske er fordi, du har en mistanke om, at det er en spiseforstyrrelse?
Det er heller ikke sikkert, at din mor ved det. Men første skridt er at afklare hvad, der er årsag til hendes overvægt.
Du kan læse om hvad, der definerer en spiseforstyrrelse her og hvad, der kendetegner personer, der lider af spiseforstyrrelsen tvangsoverspisning.
Spiseforstyrrelser kræver professionel hjælp
Hvis det er en spiseforstyrrelse, vil jeg anbefale din mor at søge professionel hjælp. I så fald er fokus for den hjælp, din mor har brug for ikke et vægttab men at slippe spiseforstyrrelsen.
Det handler om at få indsigt i, hvad spiseforstyrrelsen er et forsøg på at håndtere. Og derfra lære at erstatte maden med andre og bedre løsninger. Lidt firkantet sagt.
Et vægttab kan være et afledt resultat af at slippe en overspisningsforstyrrelse, men det er ikke det, der er fokus for behandlingen.
Brainpower frem for willpower
Jeg plejer at sige, at det handler mere om brain power end will power. Det, der skal til, er altså ikke, at din mor “tager sig sammen”. En spiseforstyrrelse kan man ikke få til at forsvinde ved, at man “tager sig sammen”.
Tværtimod vil et sådant forsøg højst sandsynligt resultere i, at man på et tidspunkt “falder i” og gør det, man plejer: at man overspiser. Oftest fører det til fornyet selvkritik.
Kritik kan føre til en negativ cirkel
Når ens mønster er, at man bruger mad til at håntere svære følelser, så kan den selvkritik, der udløses af, at man overspiser føre til flere overspisninger. Det bliver en negativ cirkel.
Noget som langt de fleste der lider af tvangsoverspisning, de har til fælles – ja spiseforstyrrelser i det hele taget – det er den massive selvkritik.
Når jeg taler med personer, der har det mønster, at de overspiser, så har de det til fælles, at de bebrejder sig selv deres overvægt. De fleste skælder ud på sig selv fordi, de ikke “bare tager sig sammen”.
Når man overspiser på grund af dårlig samvittighed
Det er faktisk en meget hyppig kilde til overspisning. Når kritikken også kommer fra pårørende, fører det yderligere selvkritik og fornyet anledning til mere overspisning.
Noget andet der går igen hos mange, der lider af tvangsoverspinsning, det er trods. En trods imod at skulle se ud og/eller være på en bestemt måde for at blive accepteret. Ofte har trodsen sine rødder i oplevelser fra barndommen og er blevet et mønster, man tager med sin ind i voksenlivet.
Når man overspiser i trods
Trodsen er i udgangspunktet sund men mønsteret, hvor man overspiser i trods, er uhensigtsmæssigt, fordi det sjældent er det, man virkelig ønsker sig.
Mange der overspiser oplever, at de på en og samme tid er utilfredse og kede af deres spisemønster, men samtidig føler en trods imod at skulle tabe sig (for at være ‘god nok’). Det er en indre splittelse, der oftest er ubevidst, men som synliggøres og bearbejdes i behandlingen af spiseforstyrrelsen.
Når jeg nævner det her, er det for at tydeliggøre hvor mange og sammensatte faktorer, der kan lægge til grund for at nogle mennesker overspiser. Og hvorfor det derfor ikke giver mening at dømme og true. Det mener jeg nu aldrig, er løsningen og slet ikke, når det handler om en spiseforstyrrelse.
Derimod vil det formentlig bidrage til at vedligeholde og forværre spiseforstyrrelsen.
Accept og nærvær
Hvis du gerne vil støtte din mor (spiseforstyrrelse eller ej) og er i tvivl om hvordan, så kan du spørge hende. Mit bud er, at det er din accept og dit nærvær, der kan hjælpe hende.
Måske også at du helt afholder dig fra at spørge ind til hendes vægt eller kommentere på hvordan, hun spiser. Men det er bedst at spørge hende.
Pas godt på dig
Du har også brug for at tage dig af dig selv, når du er sammen med din mor. Du kan overveje hvad, du har lyst til at bidrage med og deltage i – i venlig respekt over for både dig og din mor.
Jeg vil ønske jer alt det bedste fremover ❤
Kærligst,
Louise
