Den guide om træningsafhængighed

Besat af træning?

Er træning blevet styrende for din hverdag og noget, der SKAL passes ind? Prioriterer du træning over andre livsområder, der før har været vigtige for dig? I så fald kan det være, at du har udviklet et tvangspræget forhold til træning – og i følge nyere forskning er du ikke alene.

Spiseforstyrrelser og træningsafhængighed følges ofte ad. Læs med og symptomer, årsager og få gode råd om træningsafhængighed.

”Jeg træner mange timer hver dag. Når jeg træner så meget, er det blevet mere svært at være sammen med mine venner, for hele mit liv handler jo om træning. Så synes jeg ikke, at jeg har ret meget at fortælle om. Det værste er de dage, hvor jeg ikke træner. Så bliver jeg ramt af en voldsom uro og rastløshed i hele kroppen”.

Sådan cirka, frit efter hukommelsen, sagde han. ”Respekt for at dele det i radioen”, tænkte jeg. Det har formentlig krævet en del mod og bidrager til at bryde et tabu om mennesker, der er afhængige af deres træning. Særligt når det gælder mænd, er det min oplevelse, at emnet er tabubelagt.

Træningsafhængighed rammer flere

For manden er jo langt fra alene. En ny ph.d.-afhandling peger på at både mænd og kvinder udvikler træningsafhængighed i et omfang, så kroppen belastes, og vigtige livsområder forsømmes. Træningen bliver prioriteret frem for den tid, der ellers bliver tilbragt med familie, partner, venner, andre fritidsinteresser, afslapning, søvn, studie eller arbejde.

Resultatet af den nye undersøgelse fra Syddansk Universitet foretaget af psykolog Mia Lichtenstein* viser at:

5,8 % af motionister i danske fitnesscentre viser tegn på træningsafhængighed, og hver 10. dansker er inrisikozonen for at udvikle sygdommen.
 

Træningsafhængighed bliver kilde til stress

Men motion, træning, bevægelse skulle jo være så sundt og for langt de fleste danskere, er det en del af en sund livsstil. Hvordan kan det nu være, at træning for en gruppe af mennesker går hen og bliver tvangspræget? Min vurdering er, at træningsafhængighed er bagsiden af al den fokus, der er i samfundet, på sundhed og kropsidealer.
 

Bagsiden af tidens sundhedsideal

Vi lever i et samfund, hvor den trænede krop er et ideal, der signalerer egenskaber, som er i høj kurs: overskud , målrettethed, styrke og kontrol, som i ”jeg har styr på mig selv”. Der er en tendens til at træning, i nogle miljøer, bliver dyrket i ekstremerne blandt de såkaldte supermotionister. Hvor maraton tidligere var for de få, er distancen i dag for de mange. En ironman er mere udfordrende og giver større opmærksomhed.
 

En overset sygdom

De ekstreme præstationer bliver ofte fremhævet i medierne som noget, vi kan se op til. Præstationer der, i sagens natur, kræver mange timers (ensom) træning, og hvor kroppen presses til sit yderste. Når vi hører om hverdagsmotionister, der præsterer det ekstreme, rykker det vores forståelse af, hvad der er normalt. Hvad et menneske med job, familie, bolig, venner etc. kan overkomme.
 
Modsat andre former for afhængighed er der ikke nogen, der siger stop, når træning bliver til afhængighed.

Mediernes dækning af sportspræstationer skal selvfølgelig ikke censureres, men jeg mener, at der generelt er brug for mere opmærksomhed på de uhensigtsmæssige følger, der kan opstå på baggrund af overdreven træning.
 

Træningsafhængighed symptom på underliggende problematikker

Det er nu langt fra så simpelt, at fokus på træning og sundhed i samfundet er direkte årsag til tvangstræning. Vi er jo under samme påvirkning, men det er fåtallet, der udvikler et tvangsmæssigt forhold til træning.

Træningsafhængighed er ligesom spiseforstyrrelser symptom på underliggende problematikker. Ofte er træning en del af symptombilledet hos mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse.

I klinikken ser jeg hvordan træning har udviklet sig til afhængighed hos mange af de mennesker, jeg følger. Her bliver træningen ofte kombineret med andre måder at regulere vægten på og er noget, der SKAL passes uanset hvilken tid og energi, der er til rådighed.
 

Ofte mennesker med perfektionistiske træk

Ofte er det mennesker med perfektionistiske træk og et lavt selvværd, der udvikler et tvangspræget forhold til træning. Her bliver træningen en måde at søge kontrol på. At planlægge, sætte mål og skabe struktur med træningsprogrammer kan skabe ro og tryghed som aflastning fra følelser, der kan være svære at rumme.
 

En negativ cirkel

På denne måde bliver træningen altså brugt til at regulere vægten, booste selvværdet og aflede eller regulere svære følelser. Men som manden i radioudsendelsen fortæller, kan de mange timers træning føre til (yderligere) social isolation og afhængighed af træning som ventil for følelser.

Det bliver en ond cirkel, der kan være svær at bryde ud af.

I klinikken ser jeg hvordan træningsafhængighed…

• kan ligge kimen til en spiseforstyrrelse. Det sker særlig i miljøer, hvor der findes et udpræget fokus på krop og vægt, f.eks. atletik miljøer.
• kan udløse en spiseforstyrrelse. Når et træthedsbrud opstår som følge af overtræning og regulering af vægten må ske på andre måder.
• vedligeholder en spiseforstyrrelse når træningen vanemæssigt er blevet (endnu) en måde at vægtregulere på og en nødvendig ventil for svære følelser.

Hvordan finder man ud af, om træning er tvangspræget? Har du en oplevelse eller mistanke om, at træning er blevet til en afhængighed for dig?

Tegn på træningsafhængighed:

• Fylder træningen så meget i dit liv, at det går ud over din livskvalitet?
• Vælger du at overhøre kroppens signaler om, hvornår den har fået nok?
• Hvordan reagerer du, hvis ikke du kommer af sted til træning en eller flere gange? Bliver du plaget af dårlig samvittighed? Oplever du uro eller får symptomer på angst?
• Kompenserer du ved at skrue ned for dit energiindtag, hvis ikke du kommer af sted til træning?
• Er glæden sivet ud af træningen?
• Prioriterer du træning over andre livsområder, der før har været vigtige for dig?
• Løber du bogstaveligt talt fra dine problemer i stedet for at tage hånd om dem?
• Er træning kilde til stress eller afhjælper det stress?

Et bredere perspektiv på sundhed

For de mennesker jeg følger på deres vej ud af en spiseforstyrrelse, rettes opmærksomheden stille og roligt indad og væk fra kroppen som en genstand, der skal tæmmes og kontrolleres.

Skridt for skridt arbejdes der med at give plads til en mere kærlig indstilling til sig selv og kroppen, ledsaget af andre perspektiver på hvad det vil sige at leve sundt. Perspektiver der giver plads til lyst, at mærke grænser, til glæde og afslapning. Hvor det at bevæge kroppen ved træning/motion er glædesfuldt og levner plads til andre livsområder.

Pas godt på dig.

Kærligst,

Louise

*www.mialic.dk