Fedtsugning på kviklån
Jagten på den perfekte krop.
Her får du en bid af min personlinge historie. Om dengang jeg fik foretaget fedtsugninger – finansieret i panik med kviklån, som jeg s l e t ikke havde råd til (og som iøvrigt var medvirkende til, at jeg var tæt på at ende i en ond gældsspiral).
Det er faktisk en del af min personlige historie, som jeg hidtil ikke har delt med særligt mange. Nu får du historien her.
Naturlig vægt – hvor herre bevares….jeg skal tabe mig 10 kg. Nu!
Sådan tænkte jeg i mange år og forsøgte efter bedste evne at negligere det fakturm, at kropsbygning og naturlig vægt hænger utrøsteligt sammen.
Min kropsvægt vejer i u-d-p-i-n-t tilstand 63 kilo, men da min højde og bygning vil veje 66-68 kg, har jeg kæmpet mod naturlovende gennem det meste af mit liv.
Kampen mod kroppen er et fællesstræk, der går igen hos alle, som lider af en spiseforstyrrelse. Langt oftest handler det om, at kroppen skal fylde mindre.
Det er den samme kritik af kroppen, der går igen uanset hvilken størrelse, ens krop er.
Det gælder altså både dem, der er meget tynde, normalvægtige og overvægtige.
Ofte taler jeg med mennesker i klinikken, der overvejer eller har fået foretaget forskellige skønhedsoperationer, fedtsugninger eller fedmeoperationer.
Det minder mig om min egen historie og kamp for at få min krop til at ‘se rigtig ud’. Særligt i den periode hvor jeg fik foretaget flere fedtsugninger, husker jeg følelsen af ensomhed.
Jeg må være den eneste, der har det sådan her
Jeg havde en oplevelse af at gå med nogle tanker og følelser, som var meget anderledes end nogen andres. I dag ved jeg, at det ikke forholder sig sådan, men at man kan føle sig meget alene med sine tanker og følelser.
Derfor deler jeg min historie med dig:
Fra jeg var 15 til i starten af 30’erne led jeg af spiseforstyrrelsen bulimi. Mit spisemønster var kaotisk, enten alt for lidt eller alt for meget som jeg efterfølgende kastede op igen. Det var i mine 20’ere, at jeg fik foretaget flere fedtsugninger.
For enden af regnbuen er…den rigtige krop
Jeg var på ingen måder overvægtig. Tværtimod lå mit BMI i den lave ende af normalvægtig. Alligevel syntes jeg, at min krop så forkert ud og brugte fedtsugningerne som et quick fix. En hurtig vej til at få det bedre drevet af en forestilling om at “hvis bare jeg ser rigtig ud, så får jeg det godt”.
De klinikker der udførte fedtsugningerne, spurgte ikke til, om jeg led af en spiseforstyrrelse. Her var kommentarerne til det, jeg gerne ville have lavet, at “det kan jeg godt forstå”, “det må være arveligt” og “det, kan du ikke træne væk”. Jeg tænker, at det bedst kunne betale sig for dem at sige sådan.
Et eller andet sted vidste jeg jo godt, at det ikke var en holdbar løsning. At tilfredsstillelsen, der fulgte fedtsugningerne, ville blive afløst af nye projekter med kroppen og, når målet så var nået, ville der vente en ny kamp for at fastholde kroppen som den så ud.
Jeg vidste også godt, at jeg led af en spiseforstyrrelse og at vejen til at slutte fred med min krop, var en anden. Men jeg var ligeglad….
…for jeg havde brug for et helle, en pause fra de intense følelser af skam, der var årsag til min spiseforstyrrelse.
Jeg hverken kendte til eller troede på, at der kunne være andre udveje til at få det godt med mig selv, og jeg kunne simpelthen ikke holde følelserne ud.
Derfor var jeg ikke ærlig over for mig selv, og derfor fortalte jeg ikke om fedtsugningerne til nogen.
Jeg husker en episode i forbindelse med en fedtsugning. Alt var gjort klar, og jeg lå på operationsbordet, da der begyndte at strømme vand ud af mine øjne.
Jeg opdagede at jeg græd – som om det var min krop, der græd og ikke mig.
Jeg kunne ikke mærke, at jeg var ked af det, og jeg forstod det ikke. Jeg var jo fast besluttet på at få gennemført indgrebet. Personalet reagerede også med forvirring. “Er du sikker på, at du vil det her?”, spurgte de.
“Ja ja, jeg er helt sikker!”, sagde jeg. Og tænkte “åh nej, bare de nu ikke afbryder det hele”.
I dag tænker jeg, at den episode siger noget om, hvordan jeg med spiseforstyrrelsen havde øvet mig i at flygte fra mine følelser. Jeg kunne ikke længere mærke min ked-af-det-hed og havde en oplevelse af at være adskilt fra min krop.
Flugt fra de svære følelser
At forsøge at flygte fra sine følelser ved at ignorere kroppens signaler er netop det, der kendetegner spiseforstyrrelser. Ved enten at kontrollere hvad man spiser eller ved spise alt for meget mad, kan man forsøge at håndtere svære følelser, som man ikke ved hvad, man ellers skal stille op med.
Der er mange og sammensatte årsager til spiseforstyrrelser, hvor både biologiske, psykologiske og vanemæssige faktorer kan spille ind. Det er nu kontakten til kroppen, til egne følelser og behov, jeg oplever som det helt centrale i arbejdet med at slippe en spiseforstyrrelse. Sådan har det været på min egen vej ud af en langvarig spiseforstyrrelse og tilsvarende for dem, jeg følger i klinikken.
Du kan læse mere om:
Kærligst, Louise