Spiseforstyrrelser og depression
Kære brevkasse
Jeg går hos en psykolog, hvor jeg får hjælp i forbindelse med depression og angst. Det hjælper noget men ikke på det her uendelige “spiseproblem”. Jeg vil bare så inderligt gerne kunne gøre mig fri af det her mønster.
Sådan skriver en ung kvinde til brevkassen, hvor hun efterspørger nogle gode råd.
Kære Louise
Jeg er en pige på 21 år. For lige at give dig en indsigt i min situation, vil jeg kort opridse den.
Da jeg gik i omkring 7. klasse fik jeg anoreksi, men kom ud af det via hjælp fra en psykoterapeut. I slutningen af 2.g blev jeg igen “ramt” af den her spiseforstyrrelse og var i et forløb med psykoterapeut og diætist. Til sidst kom jeg selv ud af det…
Årene herefter har jeg været “rask”, men aldrig egentlig følt mig helt rask. Lige siden har jeg haft det utroligt svært med spisning og med mit selvværd generelt.
For nogle måneder siden fandt jeg ud af, vha. psykoterapeut og læge, at jeg har symptomer på både angst og depression, og det arbejder jeg aktivt med lige nu, og er dermed også startet hos en egentlig psykolog.
Her får jeg rigtig god hjælp og vejledning, og det drejer sig blandt andet meget om, at jeg har det svært blandt min familie og netop med mig selv.
Den del jeg dog virkelig føler, jeg har brug for hjælp til lige nu, er den her følelse af at kæmpe med en indre spiseforstyrrelse. Jeg har snakket lidt med min psykoterapeut om det, men jeg skammer mig så meget, og jeg har derfor ikke sat hende særlig meget ind i situationen.
Sandheden er dog, at jeg lige siden gymnasiet, hvor jeg havde problemer med min spiseforstyrrelse, har haft en meget stærk indre kritiker, og jeg kan snart ikke huske hvordan, det er at leve uden disse destruktive tanker.
Jeg har det utroligt svært med mit selvbillede og undgår altid video og billeder, da jeg ikke tør blive konfronteret med hvordan, jeg ser ud udadtil.
I forbindelse med min angst har jeg haft rigtig svært ved at komme ud blandt mennesker, og det udfordres i endnu højere grad også af, at jeg har det så svært ved at skulle vise mig for andre, da jeg bare ikke har det godt med mig selv.
Det præger mig så meget og gør mig også rigtig ked af det, da det forhindrer mig i virkelig bare at leve mit liv og kunne være social og glad! Hvilket jeg bare allerhelst vil være! Problemet er, at jeg har ingen idé om hvordan, jeg skal nå dertil.
Fordi jeg har fortrængt meget fra tiden med min spiseforstyrrelse, har jeg en tendens til at forskønne den tid og leve videre på idéen om, at alt ville blive bedre, hvis blot jeg tabte mig og blev tyndere.
Det betyder også, at jeg på intet tidspunkt har kunnet forlige mig med min krop og dermed konstant forsøger at ændre på den.
Jeg kan se mig selv på et utal af forskellige måder i løbet af én dag og føler, at så snart jeg spiser noget, så kan jeg se det på min krop. Det forvirrer og forstyrrer mig helt vildt, at jeg på den måde ingen fornemmelse har af hvordan, jeg egentlig ser ud, og det gør det rigtig svært at forlige mig med min krop.
Jeg veksler meget mellem ekstremerne, hvor jeg den ene dag spiser ingenting for så en anden dag at spise alt alt for meget. Sommetider får jeg det så skidt med mig selv, at jeg har taget afførende midler og nogle gange endda kaster op..
Denne del skammer jeg mig så meget over og synes faktisk bare, det er udfordrende at skulle skrive til dig trods, jeg sidder her bag skærmen. Det er ikke noget, jeg har lyst til at skulle sige højt eller konfronteres med, og det giver mig mest af alt lyst til at flygte fra mig selv.
På det seneste har jeg lagt mærke til, at det især er på mine “dårlige dage”, at jeg får svært ved at kontrollere min spisning.
Jeg har læst rigtig meget om spiseforstyrrelser og ved efterhånden en del, også af egen erfaring, og ved dermed at jeg højst sandsynligt spiser for måske at undertrykke nogle af mine følelser, – kan det passe? Jeg har tænkt, at der så måske er håb for, at det dæmper sig i takt med, at jeg får det bedre og arbejder med mine følelser.
Det føles lidt som sådan en mur, jeg løber ind i igen og igen, og jeg vil bare så inderligt gerne kunne gøre mig fri af det her mønster, for jeg føler mig ensom og alene med det, og det giver mig sommetider lyst til at give helt op.
Det blev en lidt længere fortælling end forventet, men jeg håber på, at du har tid til at læse min historie igennem og måske har en eller anden form for råd, jeg kan tage med mig.
Kære dig
Tak for din mail og hvor er det godt, at du skriver. Det lyder til, at dine tanker og adfærd i forhold til mad, vægt og udseende fylder og styrer alt for meget.
Du skriver, at du “allerhelst bare vil kunne leve dit liv, være social og glad. Det kan jeg godt forstå, – en spiseforstyrrelse er i den grad ødelæggende for livskvaliteten ♥
Motivation er altafgørende
Dit ønske om at “kunne leve dit liv” fortæller mig også, at du har den motivation, der er så afgørende i arbejdet med at slippe spiseforstyrrelsen.
Du efterlyser nogle gode råd, som du kan tage med dig. Det har jeg, og jeg tænker, at lige præcis den problematik, du oplever, er genkendelig for mange andre og derfor vigtig at få sat fokus på.
Jeg vil som det første understrege, at det er GODT, at du har søgt hjælp hos din læge og psykolog og godt, at du nu skriver til mig. Det er positivt, at du får hælp hos psykologen, hvor du oplever fremgang i forhold til dine symptomer på angst og depression.
Fokus på spiseforstyrrelsen
Samtidig er det problematisk, at der i behandlingen ikke er fokus på spiseforstyrrelsen, og at du derfor ikke kan spore nogen forbedring i dit forhold til mad, vægt og udseende.
Når spiseforstyrrelsen fortsætter, har det tilsyneladende en negativ indvirkning på symptomerne på angst og de depressive symptomer:
- Du beskriver nogle tegn på hvordan, din angst bliver forstærket af spiseforstyrrelsen: Blandt andet at du har det svært med, hvordan du ser ud, og derfor (min tolkning) er bekymret/angst for, at andre vurderer dit udseende negativt. Derfor er det blevet en større udfordring for dig at komme ud blandt mennesker.
- Desuden beskriver du hvordan, spiseforstyrrelsen gør dig ked af det, forhindrer dig i at være glad og sommetider giver dig lyst til at “give helt op”. Det tyder altså på, at spiseforstyrrelsen også påvirker de depressive symptomer.
Selvom spiseforstyrrelsen forstærker dine symptomer på angst og depression, skriver du, at du generelt oplever en bedring af symptomerne. Det er selvfølgelig positivt.
Spiseforstyrrelser, depression og angst følges ofte ad
Der er mange, som lider af en spiseforstyrrelse, der, ligesom dig, har symptomer på depression og/eller angst. Man kalder det komorbiditet, når der sammen med spiseforstyrrelsen er en eller flere andre lidelser.
35 – 75% lider også af depression
Depression er den lidelse, der optræder hyppigst i forbindelse med spiseforstyrrelser. For personer der lider af anoreksi eller bulimi, er det hele 50 – 75 %, der oplever at lide af en behandlingskrævende depression. For personer der lider af tvangsoverspisning, er tallet 35 – 50%.
Mellem 10 og 20% af de personer der lider af en spiseforstyrrelse, har symptomer på angst*.
Den ene lidelse kan føre til den anden
Både depression, angst og spiseforstyrrelser er komplicerede lidelser, men også sammenhængen mellem dem er kompleks. De kan udvikle sig på samme tid, eller den ene lidelse kan føre til den anden:
Når depression og angst kan være (medvirkende) årsag til spiseforstyrrelser, skyldes det blandt andet, at spiseforstyrrelser, i de fleste tilfælde, er et forsøg på at håndtere svære og intense følelser. Det kan eksempelvis være de svære følelser, som optræder i forbindelse med depression og angst.
Du giver udtryk for, at spiseforstyrrelsen forhindrer dig i at være glad, og sommertider giver dig “lyst til at give helt op”. På denne måde kan spiseforstyrrelser være medvirkende årsag eller forstærke de depressive symptomer. Det sker efterhånden, som spiseforstyrrelsen udvikler sig og forringer livskvaliteten.
Når spiseforstyrrelser kan give næring til angst, skyldes det blandt andet de mange selvkritiske tanker, der relaterer sig til spiseforstyrrelsen. Det kan være selvkritiske tanker om hvordan, man ser ud, frygten for at tage på og frygten for at spise “det forkerte”, som du selv oplever.
Sammenhængen mellem de forskellige lidelser er helt afgørende at være opmærksom på. For at opleve en bedring i både spiseforstyrrelse, depression og angst bør der tages højde for det samspil, der er mellem de forskellige lidelser i et behandlingstilbud.
En udbredt problematik
Mange andre oplever desværre det samme som dig, når de via lægen får bevilliget psykologhjælp: At psykologen ikke har fokus på spiseforstyrrelsen men i stedet på de symptomer på angst og depression, der ofte går hånd i hånd med spiseforstyrrelsen.
En årsag til dette er formentlig at lægen kan henvise til psykologhjælp ved let til moderat depression og angst (hvis man er mellem 18 og 38 år) men i udgangspunktet ikke ved spiseforstyrrelser.
Hvis der, som i dit tilfælde, udelukkende arbejdes med angsten og depressionen, kan det muligvis føre til en bedring i spiseforstyrrelsen af de årsager, du selv nævner: At du har fået bearbejdet de svære følelser, der har relateret sig til depressionen og angsten, og som spiseforstyrrelsen ellers har været din vej til at håndtere.
Det er nu sjældent, at det er tilstrækkeligt at arbejde alene med symptomerne på angst og depression, og jeg kan IKKE anbefale det.
Du er altså bedst hjulpet i et behandlingstilbud, hvor du får indsigt i hvad, spiseforstyrrelsen handler om. Hvor du får bearbejdet de underliggende svære følelser, der er årsag til spiseforstyrrelsen, og samtidig får redskaber til at håndtere spiseforstyrrelsen.
At arbejde med spiseforstyrrelsen indebærer blandt andet…
- at du får arbejdet med hvorfor, det er blevet så vigtigt for dig at ‘se rigtig ud’. Hvis det at “se rigtig ud” eksempelvis er et forsøg på at synes bedre om dig selv fordi, du i bund og grund vurderer dig selv negativt, så bør et behandlingsforløb blandt andet hjælpe dig med at opnå en mere accepterende indstilling til dig selv.
- Det vil blandt andet handle om, at du arbejder med at styrke kontakten til dine ressourcer, dine kvaliteter og det, der dybest set føles sandt og meningsfuldt for dig. Det vil også indebære, at du arbejder med at bevidstgøre og forholde dig til dine dømmende tanker.
- Vejen ud af en spiseforstyrrelse er også at arbejde med dit spisemønster, dit forhold til din krop og vægt. At du lærer at acceptere din krop med en vægt inden for normalområdet (BMI 18,5 – 24,9). En vægt inden for normalområdet bidrager til din sundhed og er der, den har det bedst.
- NB: Jeg kender ikke dit BMI. Er du overvægtig, anbefaler jeg at fokus først og fremmest er på behandling af spiseforstyrrelsen. Efterfølgende kan du arbejde med et naturligt vægttab, hvis det fortsat er aktuelt.
Spiseforstyrrelser trives bedst i hemmelighed
“Den der lever skjult lever godt” er et ordsprog, der passer godt til spiseforstyrrelser. Derfor anbefaler jeg dig at gøre det modsatte: Vær ærlig og fortæl din psykolog (og gerne også dine nærmeste) om spiseforstyrrelsen.
Jo mere ærlig du er over for din psykolog, jo bedre kan han/hun hjælpe dig – eller vurdere, om du vil være bedre hjulpet hos en specialiseret behandller. Sådan vil det ofte være ved behandling af spiseforstyrrelser.
I så fald anbefaler jeg en psykoterapeut/psykolog, der forholder sig til sammenhængen mellem de depressive symptomer, symptomerne på angst og spiseforstyrrelsen.
Jeg ønsker dig held og lykke med dit videre forløb og alt det bedste fremover ❤
Kærligst,
Louise