Blog

SPISEFORSTYRRELSER OG FERIE – 5 GODE RÅD

Sådan undgår du, at spiseforstyrrelsen spolerer din sommer

Yes, endelig sommer og ferietid! Det travle forår, med studie og tilhørende eksaminer eller arbejde, kan for en tid sættes på pause, og tempoet indstilles til ferie. Vi glæder os. Sådan nogenlunde da – for faktisk er sommer og ferie en blandet fornøjelse for mange med en spiseforstyrrelse.

spiseforstyrrelser og ferie kan være udfordrende
 
Hånden på hjertet – hvordan har du det helt ærligt med sommer, sol og ferie?

Når jeg spørger, er det fordi, det er en tid, der opleves som meget udfordrende for de fleste mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse.

Sommer, spiseforstyrrelser og ferie er ofte forbundet med stress. Samtidig oplever jeg, at mange med en spiseforstyrrelse har svært ved at indrømme over for sig selv og andre, at det er sådan de har det.

Der ligger en forventning om, at vi glæder os over årstiden og ferie. Vi siger, “hvor er det dejligt vejr”, når solen skinner, og “hvor er du heldig, at du skal på ferie”. Vi antager, at alle har det sådan.

Derfor er det for nogle svært at indrømme, at spiseforstyrrelser og ferie faktisk også kan være en stressende tid. Mange har selvkritiske tanker som:
 

“jeg kan ikke være bekendt ikke at glæde mig over, at det er sommer og sol”,
“jeg føler mig så forkælet og forkert, når jeg ikke synes, at det er dejligt med ferie”
eller
“Det er også noget pjat med mig. Jeg må bare sørge for at holde fri fra spiseforstyrrelsen, når jeg tager på ferie”.

 
Det er tanker og følelser, jeg møder hos de mennesker, jeg følger i klinikken, og som jeg genkender fra mig selv de år, hvor jeg led af en spiseforstyrrelse.
 

Spiseforstyrrelser og ferie kan udfordre fordi:

  • Mad kommer mere i fokus på ferie.
  • Sommertøjet dækker mindre af kroppen. Det kan give større fokus på kroppen, hvilket er svært, når man, som spiseforstyrret, har et anstrengt forhold til sin krop.
  • Ofte tilbringer vi mere tid sammen med familien. For nogle kan samværet være stressfuldt. Ofte er relationer til familie problemfyldte for mennesker med en spiseforstyrrelse.
  • Det at spise på restaurant, som vi ofte gør på ferie, gør det vanskeligere at have kontrol med maden. Man er væk fra de ‘trygge’ madvarer, og tilbereder den ikke selv.
  • Kender dem man rejser sammen med til spiseforstyrrelsen, kan man have en oplevelse af, at deres øjne hviler på en. Nogle føler sig forpligtiget til at spise mere eller mindre for at please dem omkring sig.
  • Nogle mennesker med spiseforstyrrelser lever isoleret og føler sig mere ensomme i feriesæsonen.

 

5 gode råd om spiseforstyrrelser og ferie:

1. Først og fremmest må du anerkende, at du på nogle måder har det svært med sommer og ferie (hvis det reelt er sådan, du har det). Det lyder måske tosset, men dét, i sig selv, er rigtigt svært for mange. Accepter at det er sådan, du har det nu.

2. Anerkend at du, ligesom andre, har brug for ferie, og at det forudsætter, at du må tage højde for spiseforstyrrelsen, når du planlægger din ferie. Det dur ikke, at du forsøger at ignorere den, eller fortæller dig selv, at du ikke må være til besvær. Hvordan du har det, påvirker de mennesker, du har omkring dig. Derfor giver det kun mening, at du indretter din sommer og ferie, så du har det bedst muligt.

3. Overvej hvad det er, der er udfordrende for dig ved sommer, spiseforstyrrelse og ferie og hvad, du kan gøre for at minimere udfordringerne, f.eks.:

 

    • Er det lette sommertøj en udfordring? Sørg for at have tøj på, du føler dig godt tilpas i.
    • Er det en udfordring at spise på restaurant, når I er på ferie? Undersøg hvilke muligheder der er madmæssigt, når I spiser ude, der hvor du/I skal hen. Sørg for at der er noget, du har det godt med at spise. Det kan også være, at det føles bedre, hvis det er et sted med køkken, så du kan lave mad selv?
    • Tilbring din sommer og ferie med mennesker du har det godt med og kan slappe af med.
    • Hvis du frygter andres indblanding i, hvad du spiser, f.eks. på ferien, så fortæl på forhånd, at du ikke ønsker deres kommentarer.
    • Følger du normalt en måltidsplan som en del af din behandling for spiseforstyrrelsen så sørg for at holde dig til planen. Det er f.eks. en dårlig ide, at du går og “sparer op” til et stort aftensmåltid ved at sulte dig selv hele dagen.
    • Hvis det er stressende for dig at være på stranden så sørg for at gøre noget andet. Der er andre måder at nyde sommeren på og andre former for ferie end en udpræget “badeferie”.

 

5 gode råd on spiseforstyrrelser og ferie

4. Skal du ud og rejse med nogen så fortæl, hvordan du har det, og hvad du har brug for på ferien. Sørg for at afstemme jeres forventninger på forhånd. Vær ærlig undervejs.

5. Ligesom andre mennesker har du brug for at være social. Har du en tendens til at isolere dig om sommeren og fravælge ferie pga. spiseforstyrrelsen, fastholder du dig selv i en negativ cirkel af selvkritiske tanker, lavt selvværd og ensomhed.Som regel hjælper det at fortælle nogen, hvordan du har det. Måske du kan dele med en nær ven eller veninde og planlægge, hvad du/I kan foretage jer af aktiviteter sammen, evt. rejse sammen – på vilkår, der føles ok for jer begge?

 

Rådene her hverken fjerner alle udfordringer eller gener fra din spiseforstyrrelse hen over sommeren og på ferien. Det er råd som, hvis du følger dem, kræver mod til at være ærlig. Over for andre og ikke mindst over for dig selv. At du accepterer, hvordan du har det og tager ansvar for, at du får den bedst mulige sommer og ferie – med spiseforstyrrelsen ved din side.

Det er råd om spiseforstyrrelser og ferie, som jeg selv kunne have haft brug for i årene, hvor jeg havde spiseforstyrrelsen med som følgesvend.

Så kan det videre arbejde med at slippe spiseforstyrrelsen (gen)optages, når ferien er slut, og når du er klar til det.

Læs med på bloggen om spiseforstyrrelser

Kærlig hilsen
Louise Stokholm

Blog