Spiseforstyrrelsen er budbringer

Spiseforstyrrelsen er din invitation til at lytte

Ligesom min langvarige spiseforstyrrelse fortalte historien om hvornår og hvorfor, jeg ikke havde det godt, så er spiseforstyrrelsen også din budbringer.

Spørgsmålet er, hvad spiseforstyrrelsen fortæller om dig?

Har du gået i terapi eller på andre måder arbejdet med dig selv, kender du det måske – det her med når erkendelser, indsigter om dine tanke og handlemønstre rykker ved forståelsen af dig selv? Og andre?

Indsigter der kan dukke op i terapisessionen eller på helt andre tidspunkter. Mens du venter i køen i Netto, eller når du taler med en god ven.
 
 

 
Nogle gange kan det føles voldsomt konfronterende – som om at man lige har afsløret sig selv. At man et øjeblik mister fodfæstet. Samtidig er det også en åbning for nye muligheder, andre veje. Hvis man altså tør.

Jeg kender det selv og husker et af de øjeblikke, da jeg indså noget væsentligt om mit forhold til mad:

Det var en forårsdag i maj – jeg var 25 år. På det tidspunkt led jeg af spiseforstyrrelsen bulimi på 10’ene år. Jeg havde kæmpet mig til et vægttab på endnu et par kilo ved i ugevis at spise tæt på ingenting. Jeg tænkte, at “nu er min krop omsider ved at være acceptabel”.
 

 

Hvis bare jeg ser rigtig ud

På den forårsdag i maj virkede det som en reel mulighed, at jeg kunne lægge alle tankerne om mad, krop og vægt bag mig. Når min krop endelig var blevet acceptabel, kunne jeg slappe af og tænke langt mindre på mad. Alle overspisningerne og opkastningerne ville også forsvinde.

Ærligt – sådan tænkte jeg i mange år: Når bare jeg ser rigtig ud, bliver det hele godt!

Jeg tænkte altså ikke på, at tankerne om vægttab måske blev afløst af frygten for at tage på fordi den vægt, jeg havde kæmpet mig til ikke lå naturligt til mig. Ej heller at der kunne ligge andre årsager til grund for spiseforstyrrelsen – niksen biksen er jeg bare slank nok, er “himlen blå og uden skyer”.

Det var her, tanken dukkede op: Hvordan ville det være at være mig og leve mit liv UDEN en spiseforstyrrelse. Og lige der begyndte noget at dæmre for mig: Måske havde jeg reelt ikke lyst til at slippe den.

Min første reaktion ved udsigten til et liv uden en spiseforstyrrelsen var en enorm lettelse. Jeg skulle ikke konstant være i gang med at lave om på min krop, tænke på mad, miste kontrollen i overspisninger og efterfølgende at kaste maden op. Hele det her skamfyldte dobbeltliv – der i øvrigt var voldsomt dyrt!

Jeg drømte videre: så ville jeg blive meget mere udadvendt, selvsikker, social. Jeg ville være mere vellidt. Mit liv ville være så meget lettere, forestillede jeg mig. Slut med at holde mig tilbage. Gemme mig.
 
 
 

 

Lige der skete der noget, jeg, på det tidspunkt, blev overrasket over: JEG BLEV BANGE.

Bange fordi jeg blev klar over, at jeg uden en spiseforstyrrelse måtte tage ansvar for at leve det liv, jeg ønskede mig. Gøre det jeg hidtil satte på stand by – på grund af min spiseforstyrrelse.

Jeg tænkte:

“Hvem er jeg egentlig??”,

“Hvad skal jeg stille op med al den tid, jeg så ikke længere bruger på at være spiseforstyrret??”

Jeg fik en fornemmelse af, at der ville opstå et kæmpemæssigt tomrum, og at jeg ville komme til at mærke mig selv. Lige der indså jeg, at jeg ikke længere kunne undskylde min sparsomme kontakt til andre mennesker med min spiseforstyrrelse. En kontakt der for mig var farlig, og som skræmte mig.
 

 

Jeg gemte mig bag spiseforstyrrelsen

Det gik op for mig at spiseforstyrrelsen, på mange måder, var blevet min skraldespand for problemer:

Når noget ikke gik som jeg ønskede, kunne jeg fortælle mig selv, at det ville forholde sig anderledes, hvis ikke jeg havde en spiseforstyrrelse. Den var blevet min undskyldning, mit alibi.

Samtidig var det min pause fra de følelser, der var for smertefulde, og som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle stille op med.

På den forårsdag i maj blev jeg altså pinligt bevidst om, at jeg uden spiseforstyrrelsen skulle til at tage ansvar. At jeg skulle komme ud af mit sjul, rette mig op og gøre mig synlig.

Og det TURDE jeg simpelthen ikke. Livet med en spiseforstyrrelsen var alligevel mere trygt.

De mennesker der kendte mig, i den periode af mit liv, vil formentlig undre sig: Jeg var jo social og foretog mig mange ting med venner og bekendte. Men det var altid stærkt udfordrende, fordi jeg følte mig forkert. Der var derfor meget tid, hvor jeg bare holdt mig for mig selv. Det var meget nemmere. Og ensomt.

 

 

 

Spiseforstyrrelsen var drevet af skam

Ønsket om at være slank var mit forsøg på at blive mere rigtig og på den måde få mere kærlighed fra andre. Spiseforstyrrelsen var en flugt fra mine følelser og drevet af skammen over at være mig.

En skamfølelse der stammer helt tilbage fra min tidlige opvækst, hvor jeg savnede omsorg og kærlighed på egne præmisser. En opvækst hvor jeg tilsyneladende (ubevidst) har konkluderet:

”Når der er så meget andet, der hele tiden er vigtigt, må det betyde, at jeg er uvigtig.
Når mine mange følelser bliver afvist, må det være fordi, de er forkerte. Altså er jeg uvigtig og forkert”

Det er skamfyldt at blive overset.

Det er den historie spiseforstyrrelsen fortæller om mig.  Den var et forsvar, jeg skabte for at undgå at mærke skammen.
 

 

“Hør nu efter – du har det jo ikke godt”

På mange måder har spiseforstyrrelsen været min budbringer. Mange gange har den gjort mig opmærksom på, når jeg ikke havde det godt.

Jeg har ofte spurgt mig selv:

Hvorfor er det lige nu, det er blevet voldsomt vigtigt at se rigtig ud?
Hvorfor har jeg lige nu lyst til at overspise?
Er det andet end blot mad, jeg bliver lettet for, når jeg kaster maden op igen?
Hvad slipper jeg for at tage stilling til, når alle de her tanker om mad, krop og vægt optager så meget plads?
 

 

Masser af kærlighed, tak!

Vejen ud af min spiseforstyrrelse har været at fylde masser af kærlighed og accept i det her hul inden i mig. Et arbejde inde fra og ud der efterhånden gjorde symptomet, spiseforstyrrelsen, overflødig. Det lyder som en ren kliché, men sådan er det.

Accepten og kærligheden er kommet ad mange veje. I terapi, på stilhedsretræter og i bøger. I relationer hvor jeg finder nærvær, accept og bliver set.
 

 

 

Det behøver ikke at tage så lang tid

Vejen inde fra og ud fungerede for mig – men det tog lang tid. Alt i alt led jeg af en spiseforstyrrelse i 14 – 15 år og gik i behandling/terapi on-off i mange af årene.

Det er vigtigt at understrege, at min vej ikke er din vej. At det ikke behøver at tage mange år. Når jeg deler mine personlige erfaringer, er det for at give dig håb. At det er muligt at slippe en spiseforstyrrelse – også når den er langvarig, som min var det.

Når du ønsker at slippe din spiseforstyrrelse, er du bedst hjulpet ved at rette fokus både på symptom og årsag. At du arbejder med dine tanker og din adfærd i forhold til mad, vægt og udseende dvs. symptombilledet OG de underliggende årsager, der har udløst og vedligeholder spiseforstyrrelsen. En af grundende til at det tog så lang tid for mig, det var, at jeg ikke arbejdede ret meget med symptombillet, men mest med de underliggende årsager. Den mest effektive behandling er ikke et enten-eller men et både-og.

Vigtige skridt på vejen ud af spiseforstyrrelsen var for mig og er for dig:
 

 

Hvilken historie fortæller spiseforstyrrelsen om dig?

Du kan overveje følgende:

– Hvordan vil dit liv se ud uden en spiseforstyrrelse?
– Hvad sætter du lige nu på stand by på grund af din spiseforstyrrelse?
– Hvad vil du på den måde skulle ændre og tage ansvar for, hvis du ikke længere lider af en spiseforstyrrelse?

PS: Du kan læse om andre, der har gået i behandling her på klinikken eller i onlineforløb.

 

Pas godt på dig ❤

Kærligst,
Louise