Metode

Helhedsorienteret behandling

Behandlingen beskæftiger sig både med maden og med livet – med ændring af uhensigtsmæssige spisemønstre og med årsagerne til spiseforstyrrelsen.

En spiseforstyrrelse er et kompliceret samspil af fysiske og psykiske faktorer. Dybest set handler det ikke om mad, men spiseforstyrrelser er en måde at overleve på, ved at flytte fokus fra problemer og følelser.

Klinikkens behandlingstilbud har det overordnede formål, at du får en bedre forståelse af dig selv og af spiseforstyrrelsen. At understøtte en proces mod et liv, der ikke længere er styret af spiseforstyrrelsen, og hvor du opnår et mere naturligt, afbalanceret spisemønster.

 

Behandling der passer til dig

Hvordan behandlingen skal foregå, planlægger vi sammen ud fra din situation og dit behov. Med en kombination af indsatser der giver dig de bedste muligheder for at slippe spiseforstyrrelsen. I det tempo du kan og vil være med til.

Det kan være relevant at inddrage pårørende, som f.eks. din familie eller partner. Det kan ske ved pårørendesamtale og rådgivning.

 

Identitetsbaseret terapi

Terapien er helhedsorienteret og tager afsæt i ID Psykoterapien, der er identitetsbaseret terapi. Hensigten er at afdække og udvikle de mange lag og aspekter af din menneskelige identitet.

Det sker med udgangspunkt i 7 psykologiske perspektiver, hvor vi arbejder med din adfærd, dine tanker, roller og relationsmønstre, din fortid, eksistentielle problematikker, integration af dine ressourcer og udfoldelse af dine potentialer. Med en spirituel dimension, der handler om at vågne i spirituel forstand, og finde ind til den du er på et sjæleligt plan.

Ikke alle perspektiver får lige meget fokus i terapien. Det vil afhænge af hvad, der er relevant for dig, og hvad du har brug for.

 

Temaer der går igen

Oftest tager spiseforstyrrelsen sit afsæt i et lavt selvværd. Behandlingen handler derfor blandt andet om at få vendt det negative selvbillede til et mere positivt og realistisk selvbillede.

Vi arbejder i terapien med kontakten til kroppen, da kropskontakt er er en vigtig forudsætning for at opbygge et stabilt selvværd. En kropskontakt som mange spiseforstyrrede har brug for at (gen)etablere.

Vi undersøger blandt andet med sammenhængen mellem din livshistorie og udviklingen af en spiseforstyrrelse, og vi arbejder med det, der vedligeholder din spiseforstyrrelse i dag. Vi undersøger hvilken funktion spiseforstyrrelsen har i dit liv, og du lærer at håndtere følelser på andre måder. Vi arbejder med dine sociale færdigheder, din evne til at stå på egne ben og skabe det liv, du ønsker dig.

 

Færdigheder og konkrete redskaber

Terapien er inspireret af dialektisk adfærdsterapi (DAT), som supplement til ID terapien. Du får her konkrete redskaber og færdigheder til at håndtere, regulere og rumme følelser. Redskaber til at synliggøre hvad du forsøger at løse gennem madens og kroppens sprog – og hvordan du kan give dig selv det, du har brug for på andre og mere hensigtsmæssige måder.

 

Kombineret behandling med kostvejledning

Vejledning om genopbyggende madvaner er ofte en vigtig brik på vej ud af en spiseforstyrrelse. Madvaner der kan skabe balance og ro i en krop, som i måneder til år, har været ude af kurs. De bedste forudsætninger for at slippe spiseforstyrrelsen varigt kan ske ved at kombinere det terapeutiske behandlingsforløb med vejledning om kost. Det kan være hos en ernæringsterapeut eller en diætist, der har stor erfaring med spiseforstyrrelser.

Læs om spiseforstyrrelser:

* Har du mistanke om, at du lider af en spiseforstyrrelse, bør du tage kontakt til din læge.