Jeg kaster op – er det bulimi?

Kære brevkasse

Kan det være bulimi, jeg lider af? Jeg er meget i tvivl og tænker på, om det er fordi, jeg bare er svag og doven. Udadtil er jeg velfungerende, men al min vågne tid bruger jeg på at tænke på hvordan, jeg taber mig. Nogle gange kaster jeg op.

Sådan skriver en kvinde til brevkassen. Læs mit svar til kvinden, der blandt andet handler om kendetegn ved bulimi, om diabulimi og perfektionisme.

Kære Louise

Jeg er en kvinde på 43 år, som i de sidste knap 3 år har været i behandling for en spiseforstyrrelse. Jeg er i behandling på en psykiatrisk klinik i region Sjælland.

Jeg er blevet i tvivl, om jeg egentlig er syg, og om jeg fejler noget.
Jeg vil kort lige fortælle lidt om min baggrund. Jeg får type 1 diabetes som 18 årig og dette, har jeg aldrig accepteret.

Jeg brugte i mange år min insulin i kampen mod ikke at tage på i vægt. Ved at undlade at tage min insulin kan jeg tabe i vægt selvom, jeg spiser. Jeg har i gennem alle disse år gjort alt muligt for at holde min vægt nede.

De sidste 5-6 år har jeg taget en del på, og jeg vejer ca. 20 kg for meget. I disse år har jeg forgæves prøvet at tabe mig, men det er ikke lykkedes. Jeg misbruger vanddrivende piller, undgår måltider ind imellem og kaster op.

Min behandler mener, at jeg lider af bulimi, men det har jeg svært ved at tro på, når jeg vejer så meget. Jeg tænker, at for at have bulimi skal man være tynd og ikke være overvægtig, som jeg er.

Jeg bruger alt min vågne tid på at tænke på hvordan, jeg kan tabe mig. Jeg tænker, at når jeg har tabt mig, bliver jeg glad og lykkelig. Hverken min mand eller mine børn ved, at jeg går i behandling, og de kender ikke til mit dobbeltliv.

Jeg føler mig ikke god nok, og jeg tænker, at jeg ikke er perfekt før, jeg vejer 50 kg.

Jeg oplever, at jeg har et højt funktionsniveau på mange måder. Jeg passer mit job, mine børn, mine veninder og mit liv, men fornemmer også, at det kun er på overfladen og udadtil. Indvendig føler jeg et stor kaos, og jeg føler ikke, at jeg fungerer særlig godt.

Jeg er så bange for, at andre skal opleve, at jeg ikke er så perfekt, som det ser ud til. Jeg har svært ved at vise min sårbarhed, og jeg taler aldrig om mine følelser med andre. Jeg kan ikke definere hvad, jeg tænker og føler.

Min uregelmæssige måde at leve på gør også, at jeg har meget svært ved at passe min diabetes ordentligt.

Jeg er bare meget i tvivl, om jeg virkelig har bulimi, eller jeg bare er svag og doven og burde tage mig sammen til at tabe mig.

Venlig hilsen
Anonym

Kære dig

Tak for din mail og hvor er det godt, at du skriver. Du spørger, om det kan være rigtigt, at du lider af spiseforstyrrelsen bulimi og overvejer, om det i stedet er tegn på svaghed og dovenskab.

Ud fra din beskrivelse lyder det til, at du lider af en spiseforstyrrelse.

”En spiseforstyrrelse er når tanker om mad, vægt og udseende fylder og styrer i en sådan grad, at det begrænser livsudfoldelsen og forringer livskvaliteten.”

Det har du brug for at få gjort noget ved! Derfor er det positivt, at du er i behandling for din spiseforstyrrelse – det vil jeg bestemt anbefale dig at fortsætte med.
 

”Jeg kaster op – er det bulimi?”

Spørgsmålet er, om dit spisemønster og forhold til mad kan diagnosticeres som spiseforstyrrelsen bulimi. Du fortæller, at din behandler mener, at du lider af bulimi, men selv er i tvivl på grund af din vægt.
 

Kendetegn ved bulimi:

• De fleste med bulimi er normalvægtige (man skal altså ikke, som du skriver, være tynd for at have bulimi)
• De fleste er ekstremt bange for at tage på i vægt
• Spisemønsteret er kaotisk og præget af enten-eller tænkning
• Enten ukontrolleret spisning eller ekstrem kontrol/faste
• Mange kaster op efter overspisning eller bruger andre former for vægtregulerende midler
• De fleste med spiseforstyrrelsen (og andre spiseforstyrrelser i øvrigt) har et lavt selvværd.
• Bulimi bliver kaldt ”den skjulte spiseforstyrrelse” fordi, den ofte holdes skjult for omverdenen. Den kaldes også ”perfektionismens” spiseforstyrrelse, fordi mange, der lider af spiseforstyrrelsen, stiller meget høje krav til sig selv og kender til følelsen af, at ’det (eller jeg) aldrig er god(t) nok.’
• Når man har diabetes, er der en øget risiko for, at man udvikler en forstyrret spiseadfærd eller en egentlig spiseforstyrrelse. Kvinder med type 1-diabetes får oftere bulimi (også kaldet diabulimi) end andre kvinder.

Når jeg sammenligner din beskrivelse med de forskellige kendetegn ved bulimi, ser jeg mange ligheder. Nu er det din læge, der afgør, om der kan stilles en diagnose, men jeg synes, at din behandlers vurdering lyder rigtig nok.

Diagnose eller ej

Det er vigtigt at understrege at det langt fra er alle spiseforstyrrelser, der kan diagnosticeres som f.eks. anoreksi eller bulimi. Det betyder ikke, at det så ikke er en spiseforstyrrelse, og at det derfor ”ikke er så slemt”. Det er desværre en udbredt misforståelse og en af bagsiderne ved diagnoser.

En diagnose er relevant, hvis du ønsker at få behandling via det offentlige. I forskningssammenhænge er diagnoser selvfølgelig også relevante. Derudover mener jeg, at det primære må være at se på den enkelte og hvad, spiseforstyrrelsen handler om fremfor hvad, vi skal kalde den.

For dig er det altså helt afgørende at få hjælp til din spiseforstyrrelse. Til at forstå hvad spiseforstyrrelsen handler om for dig og støtte til at erstatte den med andre og bedre løsninger.
 

Brainpower mere end willpower

Jeg vil gerne understrege, at en spiseforstyrrelse aldrig nogensinde skyldes dovenskab eller er noget, der forsvinder ved, at man ’tager sig sammen’.

Vejen ud af en spiseforstyrrelse handler om brainpower mere end willpower. Det handler altså om at forstå mere, end det handler om viljestyrke.
Jeg fejler da ikke noget?!

Der er i øvrigt mange der, ligesom dig, er i tvivl, om det nu også er en spiseforstyrrelse. På trods af tydelige symptomer kan det være svært at anerkende, at det er en spiseforstyrrelse.
 

Spiseforstyrrelsen er både ven og fjende

Ofte handler det om, at man har modstand på at skulle i behandling for spiseforstyrrelsen. At man ikke har lyst til at slippe den fordi, den også er ens ven.

Det er meget almindeligt at have det sådan sideløbende med, at man brændende ønsker sig at blive fri af spiseforstyrrelsen. Det er en ambivalens, der kan være mere eller mindre udtalt – også, når man går i behandling for sin spiseforstyrrelse.

Modstanden kan blandt andet komme til udtryk ved, at man tænker:

…”det er jo ikke så slemt”

…”jeg kan bare godt lide at spise sundt” (hvis man er ekstremt restriktiv i sit spisemønster).

…”jeg overspiser jo bare for at hygge mig” (hvis overspisning er en del af mønsteret).

…”jeg skal bare tage mig sammen”

…”når jeg lige har tabt xx kg., bliver mit spisemønster helt normalt igen”.

Jeg ved ikke, om det forholder sig sådan for dig, men du kan overveje, om du kan genkende dig selv, og om modstanden kan være årsag til din tvivl.
 

Diabulimi – diabetes og bulimi

Når du har diabetes og samtidig lider af en spiseforstyrrelse, gør det dig ekstra udfordret. Du er nødt til at fokusere på kost, motion og vægt, men samtidig på en måde, så det ikke bliver til en spiseforstyrret adfærd.

Det er væsentligt, at din behandler tager højde for både spiseforstyrrelse og diabetes. Enten ved at han/hun har ekspertise inden for begge dele eller ved en tværfaglig indsats.
 

Risiko for alvorlige følgesygdomme

Du nævner, at du aldrig har accepteret, at du har sukkersyge. Det betyder desværre, at du risikerer en lang række alvorlige følgesygdomme. Jeg kan godt forstå, hvis du finder det vanskeligt – det er det også. Men der er ikke andre end dig, der for alvor kan tage sig af dig, og jeg er sikker på, at du ønsker at være sund og rask.

Den behandling du får, kan hjælpe dig på vej, men det er dig selv, der skal tage de skridt, der skal til.
 

Jeg kan anbefale dig at læse mere om diabulimi hos…

Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser og Selvskade
Diabetesforeningen

Du fortæller også, at du lever et dobbeltliv ved, at du holder spiseforstyrrelsen hemmelig. At du er bange for, at andre skal opdage, at du ikke er perfekt. Jeg kommer til at tænke på noget den amerikansk buddhistiske nonne og lærer Pema Chödrön, skriver i en af sine bøger*:
”Der er igen veje over eller under frygten, kun gennem den”

Så længe du forsøger at undgå din frygt for at blive afvist ved at holde sider af dig selv skjult over for andre, lader du frygten dirigere dig.

Hvis du vælger at møde din frygt ved at vise de sider af dig, du opfatter som ’uperfekte’, gør du dig selv fri af frygten. Når du smider ’masken’, vil du opdage, at andre fortsat accepterer dig.

Det kan jeg selvfølgelig ikke vide med sikkerhed, men jeg kan sige, at det oftest er sådan.
 

Er det perfekte så interessant?

Du kan jo overveje hvordan, du selv har det med mennesker, du opfatter som ’perfekte’?

Hvis du rent faktisk kender nogen perfekte mennesker, så overvej hvordan du har det sammen med dem. Bliver du f.eks. mere eller mindre afslappet og hygger dig?

Modsat kan du også overveje hvordan, du har det sammen med mennesker, som i din optik ikke er perfekte?

Mit gæt er, at det er mere rart og afslappende at være sammen med sidstnævnte. Måske også sjovere og mere frit? At det føles mere ægte og nært?

Jeg tænker, at det er relevant at overveje, når du bruger så meget energi på selv at opretholde en facade.
 

Det du tror, de andre tænker om dig…

Faktisk er det allervigtigste, at du tager stilling til dig selv. At du får kigget på hvordan, du dømmer dig selv. Når du er bange for, at andre opdager, at du ikke er perfekt, så fortæller det noget om dig. At du ikke accepterer de sider af dig, der i din optik er ’uperfekte’.

Der ligger en enorm frihed i, at du accepter dig selv med alle de sider, du rummer. Når du er i stand til det, kan du være fri til at være dig. Hvad andre måtte have af holdninger til dig bliver mindre vigtigt, og du vil se, at deres holdninger i virkeligheden handler om dem selv.

Så enkelt kan det lyde – i praksis ligger der et indre arbejde for, at du når dertil. Det kan f.eks. være i terapi og muligvis hos den behandler, du går hos.
 

Spiseforstyrrelsen afspejler forholdet til dig selv

Når du på den måde arbejder med at opnå en mere venlig indstilling til dig selv, vil dit spisemønster og forhold til mad ændre sig. Sådan hænger det også sammen.

Jeg vil afslutningsvist nævne, at jeg opfatter dig som meget andet end svag og doven, som du selv skriver. Du passer dit job, du er mor, veninde og fungerer i dit liv udadtil.

Det formår du samtidig med, at du bruger ”alle dine vågne timer på at tænke på hvordan, du kan tabe dig” og ”føler et stort kaos indvendig”. At du er i stand til det, er udtryk for ressourcer blandt andet i form af vilje og handlekraft.
 

Dit potentiale

Forestil dig engang hvad du kan bruge de ressourcer til, som lige nu går til spiseforstyrrelsen. Hvis du ikke skal have alle de tanker om mad, krop og vægt. Hvis du ikke længere kaster op, springer måltider over eller overspiser.

Forestil dig hvor meget overskud og handlekraft du får frigivet – f.eks. til at ændre dit liv i den retning, du ønsker? ❤

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Pas godt på dig,

Kærligst,
Louise