Blog

OM AMBIVALENS

Spiseforstyrrelsen – min ven og min fjende

Spiseforstyrrelsen var på en og samme tid mit problem og mit forsøg på at håndtere problemer.

Sådan er det med spiseforstyrrelser – og derfor er vejen ud af en spiseforstyrrelse oftest forbundet med ambivalens: På den ene side ønsket om at slippe spiseforstyrrelsen og på den anden side ønsket om at beholde den.

“Jeg vil så inderligt gerne slippe fri af spiseforstyrrelsen. Den styrer mit liv og ødelægger så meget for mig. Stjæler min tid, mit overskud, mit nærvær, mine penge. Den gør mig stresset, skamfuld, trist og den slider på min krop.

Det bedste ville være, at jeg bare kunne slippe fri af det usynlige fængsel, spiseforstyrrelsen er. Et fængsel hvor der tilsyneladende ingen veje er ud men kun blindgyder.

Jeg drømmer om at sige farvel til alle tankerne og reglerne om kost og krop. Være lettet og fri til at leve livet ligesom alle andre mennesker omkring mig kan.

spiseforstyrrelsen var et usynligt fængsel

Alligevel er det også underligt skræmmende.

Når jeg holder fast i tanken om, hvordan det vil være at slippe spiseforstyrrelsen, melder der sig en følelse af tomrum. Hvad skal der fyldes i det enorme tomrum, det vil efterlade? Hvem skal fylde det ud? Hvem er jeg? En fornemmelse af at der bliver plads til at mærke de følelser, jeg ellers plejer at aflede mig selv fra med spiseforstyrrelsen.

Jeg mærker panikken brede sig i kroppen. Jeg er ensom – ser livet omkring mig, men føler ikke rigtigt, at jeg er en del af det. Længes efter det og samtidig tør jeg ikke. Kan ikke finde ud af det.

Det er min egen skyld. Frygten for mennesker spænder ben for mig. Altid på vagt. En følelse af at være forkert. Ubetydelig. Tanker om at jeg er spoleret. Forkælet. Selvoptaget. Uden indhold.

Uroen kommer krybende og breder sig i kroppen som en rastløshed. Indtil trangen til at overspise melder sig på ny.

Spiseforstyrrelsen er min pause, min flugt, mit alibi”.

Sygdomsgevinst gav næring til spiseforstyrrelsen

Tankerne og følelserne er mine egne fra årene, hvor spiseforstyrrelsen dominerede mit liv.  Det er også en beskrivelse af den ambivalens, jeg møder hos mennesker med spiseforstyrrelser inde på livet.

En ambivalens der består i på den ene side ønsket om at være rask og på den anden side modstand mod at blive rask. På den ene side at kunne se hvordan spiseforstyrrelsen slider voldsomt på livskvalitet og på kroppen. I værste fald livstruende.

På den anden side forskellige former for sygdomsgevinst, der trækker den anden vej.

Sulten satte følelserne på pause

En kvinde, jeg havde i behandling for sin anoreksi, gav udtryk for, at hun med spiseforstyrrelsen kunne lukke verden ude*:

“Det føles som at være i et tog, der bevæger sig i høj fart. Vinduet er åbent, og det larmer sådan. Jeg lukker vinduet i, når jeg ikke spiser. Der bliver så dejligt stille”

 

At sulte sig gav hende en følelse af kontrol og selvbestemmelse. Hun var bevidst om sin modstand mod at blive rask sideløbende med sit ønske om at slippe anoreksien.

Spiseforstyrrelsen kan være et forsøg på et helle

Ofte er modstanden ikke bevidst, men viser sig undervejs i et behandlingsforløb. En anden kvinde opdagede til sin overraskelse, at den svigtende motivation i forhold til at slippe sine overspisninger og at tabe sig handlede om relationen til sin mor. Og sig selv:

 

“Hvis jeg taber mig, giver jeg jo min mor ret! Hun har altid ment at slanke mennesker er bedre end mennesker, der er overvægtige”.

 

Overspisningerne var en trods mod at skulle “passe ind”

Kvinden havde en oplevelse af, at hun ved at tabe sig samtidig ville acceptere, at hendes menneskelige værdi er afhænging af kroppens størrelse. At skulle tilpasse sig en form for at opnå moderens kærlighed. Modstanden mod at slippe spiseforstyrrelsen var blandt andet et udtryk for trods.

 

Bulimien bevarede illusionen om det problemfri liv efter spiseforstyrrelsen

Et andet eksempel er en mand, der forestillede sig livet uden en spiseforstyrrelsen som ren lykke. Det perfekte liv uden problemer. På sin vis motiverende – og samtidig skræmmende. Han fornemmede samtidig, at forestillingen formentlig ville være en illusion. At der også ville være udfordringer, svære følelser på den anden side af spiseforstyrrelsen.

Manden opdagede at en del af ham hellere ville holde fast i illussionen og beholde spiseforstyrrelsen.

Den tynde krop gav opmærksomhed og identitet

En ung kvinde var splittet i forhold til at skulle slippe anoreksien. Hun fik jo netop så mange rosende kommentarer og anerkendende blikke for sin tynde krop. Det var her hun oplevede at blive set og bekræftet:

 

“Hvis ikke jeg får den opmærksomhed mere, hvem er jeg så?”

 

Hvis hun skulle slippe anoreksien ville det indebære, at hendes krop ville ændre sig. Den ville komme til at fylde mere. Kvinden brugte kroppen til føle sig set og til at opnå en form for identitet. Sulten var et værn mod de svære følelser, der fulgte med hendes lave selvværd.

 

Spiseforstyrrelsen ændrer karakter

Som Videnscenter om Spiseforstyrrelser og Selvskade, VIOSS, peger på, ændrer spiseforstyrrelser oftest karakter hen ad vejen. I starten af en spiseforstyrrelse kan man opleve en følelse af kontrol, selvbestemmelse, frihed og enkelthed. Senere vil man ofte opleve isolation, lavt selvværd og rastløshed.

Man kan desuden opleve at blive meget udmattet og at have svært ved at koncentrere sig. Følelser af skam, afmagt og tomhed kommer også til. Samtidig er det muligt at skifte frem og tilbage mellem tilstandene.

I tråd med VIOSS’ anbefalinger er det essentielt at være opmærksom på ambivalensen. Den kan på forskellige måder komme til udtryk som manglende motivation og modstand – det kan være i forhold til at opsøge behandling og undervejs i behandlingsforløbet.

 

Lider du af en spiseforstyrrelse, kender du måske til tanker om at:

  • Lige nu er det et dårligt tidspunkt at søge behandling. Jeg har for travlt, ikke overskud, der sker for meget i mit liv lige nu etc.
  • Så slemt er det jo ikke.
  • Jeg skal bare lige have tabt mig xx kg. Så kan jeg slippe alle tankerne og have det godt med mad og med min krop.
  • Jeg behøver ikke hjælp til det.
  • Lige i dag er der noget andet, der er mere vigtigt for mig end at komme til terapisessionen.
  • Jeg er for træt i dag.
  • Det virker ikke! Jeg har det rigtigt dårligt lige nu, så behandlingen dur ikke.

Der kan selvfølgelig være reelle grunde til ikke at opsøge behandling, vælge det rette tidspunkt og overveje om behandlingstilbudet er det rigtige. Men det er vigtigt at finde ud af, om det er frygten for at slippe spiseforstyrrelsen, der styrer?

At finde andre løsninger

Ambivalensen opstår fordi spiseforstyrrelsen er løsning på problemer. Derfor kan spiseforstyrrelsen heller ikke uden videre fjernes. At blive helbredt handler om at få set på de udfordringer, man oplever og lære at erstatte spiseforstyrrelsen med andre og mere hensigtsmæssige løsninger. I små overkommelige skridt.

Spiseforstyrrelsen - både problem og løsning

Lider du af en spiseforstyrrelse, er det en god idé, at du overvejer, hvad der motiverer dig til at slippe spiseforstyrrelsen. Og hvad der trækker dig den anden vej.

  • Hvordan er spiseforstyrrelsen din ven og din fjende?
  • Er det ønsket om at være fri af spiseforstyrrelsen eller frygten for at slippe den, der dominerer?
  • Hvordan vil det være at slippe spiseforstyrrelsen helt?
  • Hvad bliver der plads til, hvis spiseforstyrrelsen ikke længere er der?
  • Hvad kunne du tænke dig at få mere plads til/tid til/overskud til (igen)?

 

Jeg ønsker dig held og lykke på din vej.

Husk på at det nok skal lykkes. Et lille skridt af gangen.

Spiseforstyrrelsen fortalt af indehaver Louise Stokholm
Kærligst, Louise

* Personer nævnt i indlægget har givet deres samtykke til at være med anonymt.
** VIOSS: Kommunernes tilbud til personer med spiseforstyrrelser eller selvskade 2013.

Blog